Krimi

Stjal klenodier for 150 millioner: Sådan går det Rembrandt-røver i dag

Kristian Miletic vidste, han ville blive knaldet for Rembrandt-røveriet, men ikke at ventetiden på dommen ville være så lang

Kristian Miletic tænder for bilradioen og hører til sin store overraskelse, at de to malerier, han netop har klippet ned og røvet fra et lille kunstmuseeum i Nordsjælland, tilsammen er 150 millioner kroner værd. Vi er tilbage i starten af 1999, hvor et af Danmarkshistoriens største kunstkup netop er fundet sted.

Med det samme fortrød han den forbrydelse, han for kort tid siden havde begået, og begyndte at udtænke en plan for, hvordan han kunne aflevere malerierne tilbage uden at blive knaldet, for han vidste godt, at en storstilet eftersøgning nu ville blive sat i gang.

Kristian Miletic havde ifølge ham selv ikke efterladt nogle tekniske beviser, men på grund af maleriernes værdi, vidste han, at politiets efterforskning ville være usædvnalig intensiv.

Nægtede sig skyldig

Det var kun et spørgsmål om tid, før politiet ville finde frem til ham og fængsle ham for at have stjålet et af de fineste malerier, der findes i Danmark. Og fundet blev han.

- Jeg nægtede mig skyldig, selv om jeg godt vidste, at jeg ville blive knaldet for det. Jeg vidste jo også, at jeg havde gjort det, siger Kristian Miletic til TV 2.

Men fra at han blev fundet af politiet og til han fik sin dom og røg bag tremmer, gik der væsentlig længere tid, end Kristian Miletic havde regnet med.

Her ses et såkaldt forbryderfoto af Kristian Miletic, der dengang havde hår på hovedet. Han blev ifølge ham selv beskrevet af vidner som en mand på 40+. Derfor mener Kristian, at han tydeligvis havde gjort et godt stykke arbejde med at forklæde sig.

En syg advokat og andre alvorlige forbrydelser udsatte hans retssag flere gange.

- Jeg kom først endeligt for retten i slutningen af 2004 og fik først min dom i 2005. Jeg gik altså seks år i friheden og vidste, at jeg havde gjort det, fortæller Kristian Miletic, der har valgt at stå frem for at komme med en forklaring på, hvorfor han gjorde det. Det føler han nemlig, at han skylder Danmark.

- Jeg vil også gerne fortælle andre, at det er spild af tid at stjæle og begå kriminalitet. Det er lidt den måde, jeg føler, jeg kan betale samfundet tilbage.

Primitiv bolig

I de år Kristian Miletic går rundt og venter på sin dom, går der mange tanker i gennem hans hoved. Først og fremmest går han med en konstant følelse af, at det ikke kan betale sig at påbegynde hverken uddannelse eller arbejde, fordi dommen måske er lige om hjørnet.

- Alle de tanker bliver man altså ældre af, siger han.

Kristian Miletic endte med at blive idømt to års ubetinget fængsel.

I marts 2015 sendte TV 2 anden sæson af programmet 'Fangerne', og her møder man Kristian Miletic, der igen sidder fængslet. Denne gang er han anklaget for våbensmugling. Han bliver efter syv måneders varetægt frifundet. 

Efter frifindelsen kommer Kristian Miletic tilbage til sit hjem, hvor alt ligger hulter til bulter. Politiet har nemlig været på besøg og har ransaget hele boligen. Det bliver for uoverskueligt for Kristian Miletic, der i stedet flytter til en kolonihave i Aarhusområdet. Her er der ingen vand i vintermånederne, og det 28 kvadratmeter store kolonihavehus er primitivt indrettet.

Her bor Kristian Miletic stadig i dag. Sammen med sine to hunde, som han bruger meget tid på.

- Min elkeddel er min bedste ven i vintermånederne, siger Kristian Miletic og slår en optimistisk latter op. 

Kristian Miletic kom til Danmark som fireårig, efter hans mor var død, hans far har han aldrig kendt. Hans adoptivfar var overlæge og hans adoptivmor er fysioterapeut.

Han frygter, at han lider af Posttraumatisk stresslidelse fra ting, der er sket tidligt i hans liv. Han fortæller, at han i øjeblikket er i gang med at blive udredt.

Tager en dag ad gangen

Kristian er på femtende år på kontanthjælp og har ikke umiddelbart udsigt til fast arbejde. Men selv om Kristian Miletic har svært ved at forestille sig en fremtid med fuldtidsjob og stort hus, så har han alligevel nogle drømme.

- Min drøm er at få et hus med tilhørende værksted i udkanten af Aarhus. Men det ser ikke ud til, at det er noget, der kan lade sig gøre lige foreløbigt, så jeg væbner mig med tålmodighed og tager en dag ad gangen.

Sådan ser Kristian Miletic ud i dag. Billedet er taget fra programmet 'Gerningsstedet', hvor han fortæller om røveriet.

I dag arbejder Kristian Miletic med at opdrage utilpassede hunde, og så bruger han meget tid på at være et forbillede for unge drenge i Brabrand og Trillegården, som er belastede boligområder i Aarhus.

Kristian Miletic har en kæreste, som har en søn fra et tidligere forhold. 

Så du ikke 'Gerningsstedet', der i denne uge handlede om Rembrandt-røveriet, så kan du se det på TV 2 Play: