Krimi

Danmarkshistoriens største pædofili-sag nærmer sig afslutningen

Den 48-årige mand, som er på anklagebænken i den store pædofilisag fra Randers, siger, at han godt var klar over, at det var forkert og ulovligt at krænke børn. NORDE ERNST VAN / POLFOTO

Det er Danmarks historiens største sag om pædofili, der i dag bliver optaget til forhandling.

Efter knap 20 retsmøder og omkring 20 vidner, vil dommer og lægdommer i eftermiddag trække sig tilbage i sagen mod den 48-årige mand, der er tiltalt for seksuelle overgreb på sin vens børn og for at være en del af et af verdens største pædofile netværk.

En sag, der har været et samarbejde af efterforskere over hele verden, og hvor flere allerede er dømte og fængslede.

Den 48-årige danske mand er tiltalt i ti forskellige forhold. Han har erkendt sig skyldig i flere af tiltalepunkterne, men nægter sig skyldig i beskyldningerne om, at han i august 2010 tog til Rumænien for at købe et roma-spædbarn.

Anklageren i sagen, Morten Rasmussen, har forsøgt at overbevise domsmandsretten om, at den 48-årige tiltalte ville bringe barnet til sin ven i Sverige, Oscar Gullhag, der gik under kaldenavnet Nissehult på de pædofile netværk.

- Det er uden for enhver tvivl, at tiltalte havde til forsæt at skaffe en baby, flytte barnet til Sverige, hvor det skulle bo hos Nissehult, sagde han under sin procedure, hvor han anbefalede retten at straffe den tiltalte med en forvaringsdom.

Det på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet, der ud fra en mentalundersøgelse af den tiltalte mener, at det er påkrævet, at han får en forvaringsdom, hvis han bliver kendt skyldig, da han er til fare for andres liv og levned.

Den tiltalte har forklaret, at snakken om at købe et barn i Rumænien bare var fantasier, og at han aldrig havde tænkt sig at gøre alvor af det.

Retsmøderne i Randers ret har været specielle, da flere af vidnerne har været dømte fra flere lande.

Den 29-årige Oscar Gullhag vidnede via videolink fra et fængsel i Sverige. Dømt tre års fængsel for besiddelse af børneporno.

Den 37-årige Auke Vansickle vidnede i retten i Randers, flankeret af betjente fra Holland. Han har fået fem års fængsel blandt andet for voldtægt.

En amerikaner under kaldenavnet Neo har vidnet fra sit varetægtsfængsel i USA.

Og Shannon McCoole fra australsk fængsel, hvor han afsoner 35-års fængsel for voldtægt af syv børn og for at være ansvarlig for The Love Zone.

I dag kommer forsvareren med sin procedure, derefter er det op til domsmandsretten at uddele straffen, der formentlig vil falde den 4. marts.

Er tiltalt i 10 forskellige forhold

  • For andet seksuelt forhold end samleje på sin vens søn, da sønnen var 8 år gammel. Og for at optage overgrebene og videredistribuere billederne. Her erkender han sig delvis skyldig.
  • Det samme gælder i overgrebene mod den 8 årige drengs halvlillesøster. Her erkender han sig delvis skyldig i flere tilfælde at have foregrebet sig mod pigen, optage overgrebene og videredistribuere billeder af pigen. Overgrebene stod på fra hun var 3 til hun var 5 år.
  • Han nægter sig skyldig i at have taget børnepornografiske billeder af pigens tvillingebror og udbredt dem. Han erkender at have taget billeder af drengen, men mener ikke det er børnepornografi.
  • Det samme gælder for den yngste, hvor den tiltalte har taget billeder af ham, da han var to år. Billeder tiltalte nægter er børnepornografi.
  • Han erkender sig skyldig i at have besiddet 3696 børnepornografiske billeder og 116 videoer.
  • Han erkender sig skyldig i medvirken til besiddelse og systematisk eller organiseret udbredelse af børnepornografi ved at have været administrator af det pædofil netværk "Hoarders Hell". 
  • Han nægter sig skyldig i at have været coadministrator af The Love Zone, der ifølge politiet er et af verdens største pædofile netværk.
  • Han nægter sig skyldig i at have planlagt og forsøgt at købe et spædbarn i Rumænien, som anklageren mener, skulle bringes til Sverige for at tiltalte efterfølgende kunne forgribe sig på barnet.