Krimi

Kæmpe dansk kup: Anede ikke de stjal for 150 millioner

Dette er historien om Danmarkshistoriens største kunstkup siden guldhornene. Det er en historie om hemmelige agenter og millioner i kontanter.

Den 29. januar 1999 klokken 15.45  klipper to mænd et maleri af Rembrandt og et andet af Bellini ned fra væggen på Nivaagaards Malerisamling.

De  ved det ikke endnu, men de har netop begået Danmarkshistoriens største kunstkup siden Guldhornene. Malerierne er uvurderlige, men eksperter skønner de ville kunne indbringe 150 millioner kroner på en auktion.

Politiet giver sagen topprioritet og sætter gang i en vanskelig efterforskning, hvor chefefterforskeren tager kontroversielle midler i brug i jagten på kunstskatten.

Hemmelige, kriminelle agenter, en stor dusør og et 14 millioner kroner stort kontantlån i Nationalbanken er blot nogle af de redskaber, politiet bruger.

Ved hjælp af retsbøger, datidens mediedækning, interviews med forbryderne og politifolkene har TV 2 rekonstrueret sagen. For første gang siden kuppet fortæller bagmanden til kuppet sin version af sagen.

Historien er så opsigtsvækkende, at den er blevet overført til det hvide lærred i filmen "Rembrandt", men den er ren fantasi.

Dette er den rigtige historie om et af Danmarkshistoriens største kunstkup. Dette er historien om Rembrandtrøveriet.

Rembrandts "Dameportræt" spiller hovedrollen i denne historie.

1. “De har stjålet Rembrandten!”

Historien begynder en stille eftermiddag på Nivaagaards Malerisamling. Der er kun få mennesker inde for at se udstillingerne, og Lis Nilsson, der er ansat til at holde øje med kunstværkerne og vejlede publikum, er ved at indstille sig på fyraften.

Inden hun får lukket og slukket, indløser to mænd billet hos hende i foyeren uden at sige noget særligt. Men Lis lægger alligevel mærke til dem.   

- De har sådan noget gammeldags tøj på. Lange frakker med bundet bælte. Den ene havde kraven oppe i nakken, og den anden en alpehue ned i panden. Jeg havde lidt ondt af dem, for jeg synes, de så kiksede ud, fortæller Lis Nilsson her 15 år efter kuppet.

Lis Nilsson bider mærke i de to mænd, da de ankommer til museet.

Hun tænker dog ikke videre over det, og de to mænd forsvinder ind i udstillingslokalerne.

Her går de lidt for sig selv og kigger på de kostbare malerier, som samlingen indeholder, mens museets publikum forsvinder lige så stille.

Da bygningen næsten er ved at være næsten tom og personalet gør klar til at lukke, hører kustoden, Hans, en underlig klik-lyd fra rummet, hvor Rembrandt hænger. Han går derind og opdager, at de to frakkeklædte mænd har klippet Rembrandt og Bellini ned fra de wirer, værkerne hang i.

- De har stjålet Rembrandten, hører Lis Nilssen ham råbe derindefra. Hun løber ud til telefonen og begynder at ringe op til politiet.

Imens tager Hans, der er godt oppe i årene, kampen op med tyveknægtene. Han begynder ikke at slås med dem, men han spærrer vejen for dem, så de ikke kan komme forbi ham.

Det er en underlig dans, der foregår mellem kustoden og tyvene, og til sidst bliver det for meget for ham med alpehuen. Han skubber kustoden til side, så han falder omkuld.

De stikker af, inden han når at komme på benene, men ude ved deres Volvo stationcar forsøger han igen at stoppe dem. Han sparker i siden af bilen, alpehue-tyven skubber ham over i en hæk. Skubbet skal senere vise sig at få store konsekvenser for de to tyve.

De brugte denne Volvo V70-stationcar på svenske nummerplader til at stikke af med malerierne.

På det tidspunkt ved de endnu ikke, at de har begået det største kunstkup i Danmark, siden guldhornene blev stjålet.

2. Puffet giver politiet nye muligheder

Kriminalassistent Jens Svensson er en af de første politifolk på stedet. Han hører kustodens forklaring og ved med det samme, at tyvenes opførsel får indflydelse på, hvordan han kan efterforske sagen.

Efterforsker Jens Svensson ankommer til museet 20 minutter efter røveriet.

Da de skubbede den aldrende kustode gik det fra at være et banalt tyveri til et røveri, fordi de brugte vold. Det sætter dem i en helt anden strafferamme og giver ham som efterforsker et meget bredere repertoire af efterforskningsmuligheder.

- Det betød blandt andet at vi kunne bruge aflytning, fortæller Jens Svensson, der hurtigt får brug for aflytningsudstyret.

3. “Vi følte os røvrendt”

Tyvene, der nu er blevet røvere, havde en simpel plan om at klippe malerierne ned, og så bare gå med dem. Dermed risikerede de ikke mere end måske seks måneders fængsel, hvis de blev taget. Men fordi de skubbede til kustoden og gjorde det til et røveri, risikerer de nu helt op til seks års fængsel.

På vej væk fra gerningsstedet tænder de for Radioavisen og hører, hvad de har stjålet.

- Vi følte os røvrendte. Man kan stjæle noget, der er meget af. PH-lamper, mobiltelefoner og så videre. Men ikke kunstskatte. Det er ikke i orden. Og vi vidste også, at politiet ville sætte alt ind på at opklare sagen, forklarer den ene røver, Kristian, der var vant til at stjæle biler, møbler, ja selv gummigeder, men aldrig noget i denne størrelsesorden.

- Samtidig blev der udstedt en dusør, så alle ville være parat til at stikke dig. Det var bare et spørgsmål om tid, inden vi blev knaldet.

Kristian føler sig røvrendt, da han opdager, hvad det er, de har stjålet.

De afleverer malerierne på bagsædet af en parkeret bil, men ser aldrig, hvem der henter dem.

- Det var af sikkerhedsgrunde. De skal ikke vide hvem vi er. Vi skal ikke vide hvem de er, siger Kristian.

Kristian og hans makker får hver 40.000 kroner for at stjæle malerierne. Pengene bliver udbetalt hos makkerens stedfar, som har gæster. Gæsterne kan godt mærke, at der er noget galt i familien.

- Jeg forlanger faktisk, at vi afleverer malerierne tilbage igen. Bare smider dem i en bil, og så tipper politiet om, hvor de er, forklarer Kristian.

4. “Kan I holde på en hemmelighed?”

Politiet får ret hurtigt et tip fra en ung kvinde. Hun har overhørt en samtale mellem hendes kæreste Jesper og to fyre, der hedder Brian og Johnny. De tre er småkriminelle, og skulle i samtalen have antydet, at de ville forsøge sig med kunsttyverier i stedet for, da der skulle være flere penge i det end den sædvanlige småkriminalitet, de beskæftigede sig med.

- Det var et tip, vi kunne bruge til noget, forklarer Jens Svensson.

Sammen med et par kollegaer foretager han i al ubemærkethed et lovligt indbrud, og sætter aflytningsudstyr op hos Jesper. Men der går lang tid, før der er jackpot.

- Jesper havde en dårlig vane med at snakke med sig selv. Vores båndoptagere reagerer automatisk på lyd, så vi havde kilometervis af bånd, vi skulle lytte igennem, for det kunne jo være hvor som helst, der var noget afslørende.

Efter tre uger kommer der endelig noget, politiet kan bruge, da Jesper har besøg af to venner fra Århus.

- Kan I holde på en hemmelighed? hører politiet ham spørge sine to venner, inden han afslører, at det var ham og to andre, der havde begået kunstkuppet i Nivå.

Et kup som nogle medier mente måtte være blevet begået af udenlandske professionelle. Det kunne ikke være længere fra sandheden.

5. De forkerte tyve

I første omgang nægter Jesper alt. Men da Jens Svensson afspiller aflytningsbåndet for ham, må han krybe til korset. Det viser sig, at det var pral, da han blærede sig med at stå bag kunstkuppet fra alle forsiderne.

Kjeld Agerskov bliver udpeget som ledende efterforsker på sagen. Den får højeste prioritet.

Det var kun meningen, at han skulle opbevare malerierne i et par dage for 10.000 kroner. Det var hans ven Johnny, der skulle stjæle malerierne sammen med sin fætter Brian for 200.000 kroner.

De var flere gange på kunstmuseet for at rekognoscere, men turde i sidste ende alligevel ikke, så det blev aldrig aktuelt for Jesper at skjule malerierne.

Politiet anholder Johnny og Brian, men de klapper I som blev de betalt for det, så politiet kan ikke komme videre ad det spor.

Lederen af efterforskningen, vicekriminalinspektør Kjeld Agerskov, får nu et nyt tip. Det kommer fra en ældre mand, der har været på besøg hos sin gamle kammerat, Bill.

Bill bor i en lejlighed i Sydhavnen, og de to hygger sig ved køkkenbordet, hvor Ekstra-Bladet tilfældigvis ligger fremme. På forsiden stirrer Rembrandt-maleriet op sammen med en stor overskrift om kuppet.

- Det er sgu knejten, der har gjort det der, praler Bill og insisterer, da vennen nægter at tro, at hans søn skulle stå bag et af historiens største kunstkup.

Kuppet var trak forsider i alle aviserne.

Manden nægter i første omgang at tro på Bills søn skulle være en del af et af Danmarkshistoriens største kunstkup. Men Bill holder fast og får til sidst overbevist manden.

Politiet har også svært ved at få det til at hænge sammen, men opdager at Bill Boring har boet sammen med en kvinde, der har en søn, der hedder Kim.

Kim er særdeles godt kendt af politiet.

6. Det bliver i familien

Manden går under navnet Skrot-Kim. Han har en lang karriere som skrottyv bag sig, hvor stjæler skrot et sted, og sælger det et andet. Han har flere domme på straffeattesten, og har mange forhold i politiet kriminalregister.

Kim er godt kendt af politiet. Men ikke for noget, der kan komme i nærheden af Rembrandtrøveriet.

Det der interesserer efterforsker Jens Svensson mest er dog, at han er i familie med de to tavse typer, politiet allerede har anholdt.

Han er nemlig far til Johnny, og Brian er hans nevø.

Efterforskningen viser, at da de to ikke selv turde klippe malerierne ned fra væggen på Nivaagaard, fik de Kim til at gøre det for sig. Det var Johnny, der udbetalte de to gange 40.000 kroner i stedfarens lejlighed i Sydhavnen.

Men inden Jens Svensson får anholdt Kim, når han at aftale et alibi med sin medgerningsmand, Kristian. Kristian kontakter selv politiet og fortæller, at de sammen var kørt fra Aarhus til Sjælland for at se på biler den dag, malerisamlingen blev røvet.

- Det er lidt uklart hvorfor Kristian kontakter politiet på den måde, siger Jens Svensson.

- For på den måde var han jo faktisk selv skyld i, at vi kom på sporet af ham.

 Det var en rigtig dårlig situation. Når man ligger inde med den slags, gælder det om at så få som muligt kender noget til det

 

Kristian bliver anholdt kort tid efter Kim. Et kvindeligt vidne, der var til stede i Bills lejlighed om aftenen efter røveriet, udpeger ham ud fra politiets forbryderalbum.

- Nu har vi alle dem, der har været involveret i selve tyveriet. Johnny, Brian, Kim og Kristian, siger Jens Svensson.

Problemet er bare, at malerierne stadig er væk – og Johnny nægter at fortælle hvem, der er den egentlig bagmand. Ham der betalte dem 200.000 kroner for at stjæle malerierne.

Men det kan vi fortælle i dag.

7. Den mystiske bagmand står frem

Det kommer aldrig frem i retten, hvem der bestilte kuppet hos Johnny. Først i dag, kan TV 2 afsløre, hvem der er den egentlige bagmand i sagen.

Hans navn er Søren. Han lever i dag et helt andet liv, og har af hensyn til sit arbejde og sin familie valgt ikke at stå frem med ansigt eller efternavn.

Søren fortæller for første gang, at han havde en langt større rolle i planlægningen af kuppet, end der kom frem i retten.

- Jeg fik en henvendelse fra en mand, jeg kender i udlandet. Han var interesseret i de to malerier fra Nivaagaard, og så begyndte jeg at undersøge sagen nærmere, forklarer Søren.

Nivaagaard var dengang sikret efter alle love og forsikringsregler. Problemet er bare, at systemerne er optimeret til at fungere efter lukketid. I åbningstiden er situationen en helt anden. Søren og hans makker Kasper kan ved selvsyn konstatere, at malerierne hænger i en wire uden alarmsystem, lige til at klippe ned.

Det kan gennemføres som et simpelt tyveri, vurderer de. Men Søren og Kasper vil ikke selv have noget med tyveriet at gøre. Derfor hyrer de Johnny til jobbet.

- Desværre går der ret lang tid, inden det lykkes at få stjålet malerierne, siger Søren.

I mellemtiden er hans udenlandske kontakt nemlig selv blevet anholdt i en helt anden sag. Og det betyder, at Søren og Kasper ikke har nogen at give malerierne videre til. De må selv opbevare dem. Ikke nogen ønskesituation for en hæler. Her gælder det normalt om at komme af med varerne så hurtigt som muligt.

Men situationen er alt andet end normal. Varerne er denne gang uvurderlige kunstgenstande. Politiet har sat alle kræfter ind på sagen, og der er udlovet en dusør på 50.000 dollars til dem, der kan levere oplysninger om malerierne.

- Vi vælger derfor at holde lav profil, siger Søren.

De pakker malerierne ned i solide trækasser og gemmer dem af vejen i et mørkt kælderrum i Valby.

Nu gælder det bare om at væbne sig med tålmodighed.

8. Mareridt på museet

Ventetiden er frygteligt for museet.

- Det var skrækkeligt. Vi havde jo ingen anelse om, hvor de malerierne var henne, siger formand Ebbe Simonsen.

- Var de stadig i landet, eller var de gemt af vejen i udlandet.  De kunne jo også være blevet ødelagt. Ingen af os sov ret meget i den tid.

Medierne bugner af teorier om, hvad der kunne være sket med kunstværkerne. Men efterforskningsleder Kjeld Agerskov køber aldrig teorien om en rig kunstelsker i udlandet, der skulle have bestilt kuppet.

Røveriet bliver kaldt århundredets kunstkup på forsiden af BT.

- Hvad skulle han dog gøre det for? Han ville jo aldrig kunne vise værkerne frem for nogen uden risiko for at de enten ville sladre om ham, eller måske endda udsætte ham for afpresning.

I stedet vælger Kjeld Agerskov at væbne sig med tålmodighed.

Det giver pote.

9. Rygtet spreder sig i Københavns underverden

I juni, fem måneder efter røveriet, kan Kasper ikke dy sig længere. Han forhører sig hos en han kender om nogen kunne være interesseret i to malerier. Manden lover at undersøge sagen.

Lynhurtigt spreder rygtet om, at Rembrandt-maleriet er til salg, sig i Københavns underverden.

- Det var en rigtig dårlig situation. Når man ligger inde med den slags, gælder det om at så få som muligt kender noget til det, forklarer Søren.

Rygtet når helt til England, hvor en dansk marokkaner, der går under øgenavnet “Tutti” arbejder sammen med en englænder, der hedder Neil.

 Jeg blev rasende! Jeg skulle jo hele tiden være sikker på, at det, de to foretog sig, var lovmedholdeligt.

 

Neil og Tutti finder hurtigt ud af, at her kan være penge at tjene, men først skal de finde ud af, om det virkelig handler om malerierne fra Nivaagaards Malerisamling.

De får fat i en mellemmand i Danmark, som kontakter Søren og Kasper.

- Manden siger, han har en køber, der er interesseret i malerierne, hvis vi kan dokumentere, at vi rent faktisk har dem, forklarer Søren.

De aftaler derfor, at Søren fotograferer malerierne med et polarioidkamera. Billederne afleverer mellemmanden personligt i England til Neil og Tutti.

Med billederne i hånden, ved de to, at de har muligheden for deres livs handel inden for rækkevidde.

10. En plan tager form.

Neil og Tutti udtænker en risikabel plan, hvor de vil samarbejde med politiet.

Via en advokat kontakter de Nivaagaards Malerisamling og fortæller, at de har kendskab til, hvor malerierne befinder sig.  Men de kræver 1,2 millioner dollars for at hjælpe med at skaffe dem tilbage. Det svarer på det tidspunkt til næste otte millioner kroner.

Ebbe Simonsen fra Nivaagaard Malerisamling er mærket af røveriet.

- Det var desværre helt udelukket for vores lille museum,  fortæller formand Ebbe Simonsen.

Museet må afvise så stort et beløb. Til gengæld tilbyder de Neil og Tutti 1,8 millioner danske kroner i dusør, hvis deres indsats kan få malerierne tilbage.

Henvendelsen fra England er præcis det træk, Kjeld Agerskov har ventet på. Nogen ved noget om malerierne. Nu gælder det bare om at slå fast, om det er de ægte malerier, de har adgang til.

- Vi beder dem derfor, via advokaten, om at få fotograferet bagsiderne af billederne med dagens avis. Bagsiderne har nemlig aldrig været offentliggjort, og kan derfor ikke kopieres, som forsiderne kan, fortæller Kjeld Agerskov.

Neil og Tutti går med på at hjælpe politiet og museet mod dusøren på de 1,8 millioner kroner og en forsikring om, at de ikke bliver anholdt af dansk politiet.

- Det lover vi dem på skrift, at vi ikke gør, såfremt de ikke har haft noget med selve røveriet eller salget af malerierne at gøre, forklarer vicekriminalinspektøren, der selv kun stiller én betingelse.

En betingelse Neil og Tutti hurtigt bryder.

11. Betingelsen

Der er opstået et problem, som Neil og Tutti ikke er opmærksomme på.

Mellemmanden, der har fået Søren til at tage nye billeder af maleriernes bagside, blev nødt til at love penge for at få billederne taget. Nærmere bestemt 2-300.000 kroner i kontanter.

- Men dem havde han selvfølgelig ikke, da det kom til stykket, siger Søren.

I Søren og Kaspers verden er mellemmanden nu derfor totalt utroværdig. De nægter at have mere med ham at gøre, og det bliver et problem, da Neil og Tutti kommer til Danmark for at hjælpe politiet.

Her er der nemlig mange grænser for hvad de to må gøre, hvis alle love og regler skal overholdes, og her kommet Kjeld Agerskovs betingelse for samarbejdet:

- De må ingenting. De må observere, hvad der foregår og så aflægge rapport til mig. De må ikke selv tage initiativer til noget som helst, siger Kjeld Agerskov.

Men da Søren og Kasper ikke vil mødes med mellemmanden, står Neil og Tutti til at miste 1,8 millioner kroner i dusør.

Uden om Kjeld Agerskov kontakter de selv Søren og Kasper.

12. De er dybt kriminelle, de kan ikke være stikkere

Neil og Tutti mødes med Søren og Kasper i Vigerslevparken på grænsen mellem København og Hvidovre.

Sammen med det mere kendte rembrandtmaleri, bliver Bellinis "Portræt af en ung mand" pludselig markant mere værd for hælerne.

- De siger, at de har en køber i England, der er villig til at betale 14 millioner kroner for malerierne. Det er langt mere end de to millioner, vi oprindeligt forlangte, så det var temmelig overraskende, siger Søren.

Ved at opsøge hælerne selv, har Neil og Tutti klart overtrådt aftalen med Kjeld Agerskov.

- Jeg blev rasende! Jeg skulle jo hele tiden være sikker på, at det, de to foretog sig, var lovmedholdeligt. Og det kunne jeg jo ikke være sikker på, når de handlede på egen hånd, siger Kjeld Agerskov.

Søren og Kasper stoler ikke på Neil og Tutti. De siger de vil tænke over tingene, og vende tilbage på et senere tidspunkt.

Politiet har undersøgt Neil og Tutti straks efter de kom til Danmark, og her fandt de ud af de havde været involveret i kriminelle sager, men i småtingsafdelingen. De var aldrig blevet dømt for noget.

Søren og Kasper starter også deres egen undersøgelse af de to. De finder ud af de begge er meget kendte i den Københavnske underverden. For eksempel er det almindelig kendt, at Tutti har forbindelser til et luksusbordel i Store Kongensgade i København.

- Vi finder ud af, at de er dybt kriminelle. Alle siger god for dem, og de kan derfor på ingen måde være stikkere, siger Søren.

De to hælere lader sig lokke af udsigten til de 14 millioner. De vælger derfor at mødes med dem endnu engang.

13. Hockeystavsfælden

Søren og Kasper mødes med Neil og Tutti på Planetariets cafe ved Søerne i det indre København. Her får Søren og Kasper udleveret en hockeystav.

- De siger, at deres kontakt i England vil have dokumentation for, vi stadig har malerierne. Derfor skal der tages friske fotos med hockeystaven, siger Søren.

I virkeligheden er det politiet, der står bag hele operationen. Hvis Søren og Kasper kan lokkes til at tage nye billeder af malerierne, vil politiet følge efter dem, og så anholde dem på stedet.

- Neil og Tutti blev bedt om at medbringe noget stort, som skulle fotograferes. Det ville gøre det lettere at følge efter Søren og Kasper ude i byen. Det blev så tilfældigvis en hockeystav, siger Kjeld Agerskov.

Søren nægter at tage flere billeder, men lader sig dog overtage, da Neil lover, han vil modtage kontanter, så snart billederne er klar. 500.000 kroner kontant.

Men også her overtræder Neil de aftaler, han har lavet med dansk politi.

- Det kendte jeg ikke noget til. Og i øvrigt havde de ikke en rød reje, fortæller Kjeld Agerskov.

Aktionen går i gang. Men Søren og Kasper har forberedt sig. De er stadig mistænkelige over for Neil og Tutti.

- Vi ved jo, at folk slår ihjel for mindre end 14 millioner kroner, siger Søren.

14.  Mistroen breder sig.

De to hælere har placeret flere biler på udvalgte steder. Med hurtige manøvrer, bilskift og ved at køre over for rødt, lykkes dem at stikke af fra politiet.

- Vi kunne ikke følge dem. Der var simpelthen alt for meget trafik, fortæller Kjeld Agerskov.

Sagen er nu ved at køre helt af sporet. Søren og Kasper skulle have været anholdt, men er sluppet væk.

Politiet er derfor lynhurtig nødt til at arrangere, at Neil og Tutti tager til Vigerslevparken, hvor Søren og Kasper venter med de nye polaroidfotos.

- De er forvirrede og forpustede, da de kommer. Og selvfølgelig havde de ikke de 500.000 kroner med, som de havde lovet. Vi tænker bare, at vi er blevet røvrendt endnu engang, siger Søren.

Søren og Kasper nægter nu kategorisk at mødes med Neil og Tutti. Hele operation er i fare.

- Der er kun et at gøre i mine øjne, forklarer Kjeld Agerskov. Hvis Neil og Tutti skulle have genoprettet deres troværdighed, så skulle de kunne vise penge frem, siger efterforskeren.

Rigtig mange penge.

15. "Jeg skal bruge 14 millioner i kontanter"

Kjeld Agerskov får statsadvokat Erik Merlungs godkendelse til at gøre noget helt ekstraordinært. Han får lov at låne 14 millioner kroner i kontanter i Nationalbanken.

Der skulle to store sportstasker til at transportere de 14 millioner kroner i kontanter. (Rekonstruktion)

Neil og Tutti kontakter Kasper igen og forklarer, at de nu har pengene, og de kan få lov til at se dem med egne øjne. Søren nægter at tage af sted. Men Kasper vælger at se dem.

Han tager til Hotel Scandic i Roskilde, hvor politiet på forhånd har lejet en hel etage. Alt bliver overvåget. Intet er overladt til tilfældighederne.

Kasper bliver visiteret uden for et værelse og får lov at gå indenfor. På sengen ligger to tasker med pengene i. Alt ser fint ud. Den “amerikanske bodyguard”, der passer på kontanterne er en forklædt betjent, men pengene er ægte.

Kasper kommer begejstret tilbage og fortæller, hvad han har set.

- Man kan godt sige, at der gik lidt guldfeber i den igen. Pengene var der. Så var den jo god nok. Neil og Tutti kunne ikke være stikkere. Sådan arbejder det danske politi jo ikke, siger Søren.

16. Slutspillet

Dagen efter mødes Søren og Kasper med Neil og Tutti på Esplanaden i København. Tutti forlanger at se malerierne, før hælerne kan få pengene.

Søren indvilger i at Tutti kan komme med, mens Neil og Kasper venter inde i byen.

- Jeg havde hele tiden fornemmelsen af, der var noget galt. Der var nogen, der fulgte efter os, og jeg så politi over det hele. Men nu var alt sat på et bræt, så vi måtte bare fortsætte, fortæller Søren, der kører til Valby med Tutti.

Kjeld Agerskov og hans team følger dem i deres mindste bevægelse. Efter mange forsøg på undvigelser er de stadig med, da bilen når frem til Hornemannsvænget i Valby.

Søren går ned i en kælder. Men Kjeld Agerskov slår ikke til endnu. Nede i et pulterrum står de to malerier. Søren åbner for kasserne, så Tutti kan se dem.

- Så ringer hans telefon, og Tutti siger ”Everything is cool” to gange, fortæller Søren.

Men der sker stadig ikke noget. Agerskov holder stadig sine folk tilbage. Han lader Søren og Tutti køre tilbage til København.

- Det var højt spil. Det var uvurderlige kunstværker og mange penge, der var på spil, men det gjorde jeg altså alligevel, siger efterforsker Kjeld Agerskov.

Tilbage på Esplanaden stikker Tutti og Neil af.  Søren og Kasper ved, der er noget galt, men de har ikke noget valg.

- Nu ved Tutti hvor malerierne er. Vi bliver nødt til at køre tilbage og flytte dem. De er ikke længere i sikkerhed, siger Søren.

Det er præcist det, Kjeld Agerskov har forudset. Han regnede med, at hælerne ville komme tilbage for at flytte malerierne. Dermed får han både Kasper og Søren ned på gerningsstedet, og kan tage dem på fersk gerning.

- Så snart vi var kommet ind i kælderrummet, så væltede det frem med politi overalt. Og så blev vi anholdt, husker Søren.

17. Efterspillet

De to malerier er på nær et par skrammer på den ene ramme kommet uskadte gennem deres bortførsel. Men Kjeld Agerskov møder stor kritik for den måde, han har skaffet dem tilbage på.

- Mange var af den opfattelse, at det jeg havde gjort var en ”agent provocateur” og en overtrædelse af agentreglerne, fortæller han.

Sagen bliver stor i medierne og kommer for byretten. Men her får Kjeld Agerskov medhold.

Kjeld Agerskov blev hurtigt kritiseret for sine utraditionelle metoder.

- Det, jeg havde gjort, var ikke en overtrædelse af loven. Det var helt i orden, og det er jeg virkelig glad for, fortæller han.

Røverne Johnny, Brian og Kristian får mellem to og fem års fængsel for røveriet. Kim får fire års fængsel for røveriet og vold mod kustoden. Kasper får et år og tre måneder for hæleri, mens den egentlige bagmand, Søren, udelukkende bliver dømt for hæleri og slipper med et år og seks måneders fængsel. Neil og Tutti deler museets dusør på 1,8 millioner kroner.