Krimi

Millionerne mangler stadig - her er efterforskerens teori om hvor de er

Det var Danmarkshistoriens største røveri, men pengene mangler stadig 15 år efter. Her er den pensionerede efterforskers teori om, hvor de er i dag.

Da Andrew Johannisson i 2000 røvede den pengetransport, han var ansat til at beskytte, begik han datidens største røveri.

Han havde sandsynligvis ingen anelse om, at udbyttet ville være rekordhøjt på 42 millioner kroner.

Sammen med Tim Hansen og Peter Kristiansen blev han dømt for kuppet samt et postrøveri ved Hillerød, men millionerne mangler stadig her 15 år efter kuppet.

- Det er stadig pissehamrende ærgerligt, siger Jan Maribo, der var ledende efterforsker på sagen og med til at anholde de tre røvere. Han er i dag pensioneret, men har en teori om, hvor pengene kan være forsvundet hen.

- Der er stadig mange uforståelige ting i den her sag, siger han og nævner, hvordan en stor sportstaske forsvandt fra Vanløse Station. En sportstaske, han er overbevist om, indeholdt en stor del af pengene.

Overvågningsbånd fra stationen viser nemlig, hvordan den langhårede Tim Hansen sætter en sportstaske ind i en bagageboks og derefter smutter.

Politiet anslår, at der kan have været 5-10 millioner kroner i kontanter i tasken.

Men da Jan Maribo og hans kollega i al hast når frem til stationen, er tasken væk. Og overvågningsbåndet har intet fanget. Selv om tre forskellige betjente slavisk ser de næste 24 timers bånd igennem, kan ingen spotte, hvor pengene forsvinder hen.

Overvågningsbåndet optager film fra forskellige vinkler, der skifter med fire-seks sekunders mellemrum. Det er sandsynligvis i et af de mellemrum, at en medgerningsmand har hentet pengene.

- Vi aflytter en forfærdelig masse telefoner, der tyder på, at pengene ryger ud til deres vennekreds. Vi anholder også nogle damer og herrer, som har haft del i flytningen og hæleriet af pengene, men i sidste ende kan vi ikke bevise det i en retssag, siger Jan Maribo. Vennekredsen omkring de tre anholdte taler nemlig i koder.

- De var gode til at holde deres mund alle sammen.

Lokal mafia får dansk kriminalitet til at ligne børnehave

En stor del af pengene er ifølge den erfarne, pensionerede politimand sandsynligvis endt i rockerkredse, som politiet mistænker for at have gemt Tim Hansen og senere holdt hånden over ham og de to andre, da de alle endte i fængsel.

- Der er ingen tvivl om, at der i flugtfasen røg mange penge til rockere i Nordjylland eller i hvert fald derop. Det er ikke noget, vi kan dokumentere, men det tror vi, siger Jan Maribo.

Han baserer det på en del ”mærkelige meldinger” på mobiltelefoner, der blev brugt på nordjyske mobilmaster.

Hvis det er rockere, der har holdt Tim Hansen skjult i ugerne op til, at han meldte sig selv, så har det ikke været billigt, vurderer Jan Maribo. Især fordi Tim Hansen ikke havde rygmærke.

Langt de fleste af pengene skal man dog kigge uden for Danmarks grænser efter, hvis man spørger Jan Maribo. Nærmere bestemt Thailand.

Andrew Johannisson og Tim Hansen meldte sig selv efter røveriet. Johannisson blev anholdt hos en veninde på Amager, mens den sidste af de tre hovedmistænkte, Peter Kristiansen, først blev anholdt i Thailand måneder efter røveriet. Der brugte han masser af penge og holdt bestemt ikke lav profil. Han kørte rundt i en stor BMW og havde også både stor villa og Harley Davidson-motorcykel.

Han kom meget på en bestemt bar på Pattayas ”luksusstrand”, fortæller Jan Maribo med kraftige gåseøjne omkring ”luksus”.

- Vi var dernede og efterforske, og vi er ikke sarte, men det er bestemt ikke et sted, man skal tage sin familie med til.

Peter Kristiansen kom i det danske værtshusmiljø i feriebyen. Et ret kriminelt miljø. Derfor er efterforskeren sikker på, at de lokale storkriminelle har haft snablen i udbyttet fra røveriet.

- Mafiaen i Thailand får dansk kriminalitet til at ligne en børnehave. Folk forsvinder i hobetal derude. De er virkelig nogle seje drenge, siger Jan Maribo.

For de lokale kriminelle har danske Peter Kristiansen med det opsigtsvækkende forbrug været en sand lækkerbisken, vurderer Jan Maribo.

- Det har været ligesom en mafiafilm, hvor de er gået ind og har udnyttet den svage og lagt pres på ham på en eller anden måde.

- Han har måske fået et tilbud, han ikke har kunnet sige nej til, som man siger.

Her er røverne i dag

Alligevel undrede det efterforskeren, at de ikke fandt nogen penge, da de endelig havde beviser nok til at slå til imod ham med hjælp fra det lokale politi, der viste ham frem for pressen som et trofæ.

- Det undrede os da også, at den lokale politichef kørte rundt i hans BMW, da vi kom derud. Harley’en var væk, og de havde ikke fundet nogen penge, da de ransagede hans hus to dage før.

Heller ikke radio, tv eller andre værdier var der dukket op under ransagningen.

- Man kan sige, at det var noget surrealistisk.

Dusøren på fire millioner kroner for oplysninger, der kan føre til pengene, gælder stadig, men Jan Maribo er ikke optimistisk i forhold til, om de nogensinde bliver fundet.

Både Andrew Johannisson, Tim Hansen og Peter Kristiansen har i dag afsonet deres domme for røveriet. Peter Kristiansen er rejst ud af Danmark og bor så vidt vides i et andet europæisk land, mens Andrew Johannisson og Tim Hansen begge stadig bor i Danmark, bare under nye navne.

Jan Maribo og hans kolleger har været ude og kigge hos dem efter løsladelsen.

- Jeg kan ikke sige noget om der bliver holdt øje med dem i dag, da jeg er ude af butikken (han er pensioneret –red.), men vi gjorde det da lidt, da de kom ud, men så aldrig noget luksus.