Krimi

Dansk kvinde blev voldtaget af ni mænd i Indien: Dom udsat

En af de anklagede føres væk efter anholdelsen i januar 2014. ANINDITO MUKHERJEE / Scanpix Denmark

For to år siden oplevede en 52-årig dansk kvinde sit livs mareridt, da hun blev gruppevoldtaget af ni mænd i Indien. På onsdag falder der dom i sagen.

Efter en mere end seks måneder lang retssag, hvor en 52-årige danske kvinde selv har forklaret om sit mareridt, får seks af de ni tiltalte i sagen i næste uge at vide, om retten i New Delhi finder dem skyldige i tiltaler for gruppevoldtægt, kidnapning, ulovlig tilbageholdelse, trusler, drabsforsøg, grov vold, trusler om vold, tyveri og hæleri.

Dommen skulle have været afsagt i dag, men ifølge det indiske medie NDTV er domsafsigelsen blevet udsat, fordi dommeren har givet de seks tiltalte og deres forsvarere tid til at svare på politiets ønske om at en medicinsk test og en potenstest af en af de tiltalte, en 55-årig mand, indgår i bevisførelsen.

De seks tiltalte mænd er i alderen 21 til 55 år, mens tre andre tiltalte i sagen var under 18 år, da gruppevoldtægten skete. De får deres sag bedømt ved en særlig ungdomsdomstol i New Delhi.

TV 2 har været i kontakt med den danske kvindes advokat Nicholas Symes, som oplyser at den 52-årige danske kvinde ikke ønsker at udtale sig i sagen.

Anklagen mod de seks voksne tiltalte er så alvorlig, at den normalt kunne have udløst et krav om dødsstraf i Indien. Men det har den 52-årige danske kvinde og to danske politifolk paradoksalt nok selv inddirekte reddet sine overfaldsmænd fra.

Den danske kvinde var i juli sidste år i New Delhi for selv at afgive forklaring i sagen efter ønske fra anklagemyndigheden i sagen, og to danske politifolk, som havde afhørt kvinden i Danmark, vidnede også i retten i New Delhi. Men det skete først efter at det danske justitsministerium havde fået sikkerhed for, at der ikke ville blive krævet dødsstraf i sagen.

Danmark assisterer ikke med at retsforfølge tiltalte i sager, hvor der kræves dødsstraf.

Retten skal også tage stilling til et erstatningskrav fra den danske kvinde, som har krævet et sekscifret beløb tæt på én mio. kroner i erstatning.

Truede med kniv

Den danske kvinde, der er vant til at rejse i Indien var på ferie i landet, da hun oplevede sit livs mareridt.

Hun blev voldtaget 14. januar 2014, da hun havde været på Nationalmuseet i New Delhi og ikke kunne finde vej tilbage til sit hotel, Paharganj hotel. På State Entry Road, spurgte hun en af de nu tiltalte om vej og bad ham vise hende vej tilbage til hotellet.

Han truede hende ifølge tiltalen med kniv, og efterfølgende voldtog han og otte andre mænd kvinden på skift, har hun forklaret. Kvinden anmeldte voldtægten til de indiske myndigheder samme dag, men hun afviste at gennemgå en lægeundersøgelse i Indien, fordi hun skulle nå et fly til Danmark næste dag.

Barsk oplevelse at vidne

Kvinden blev afhørt af politiet i København om sagen, men i februar sidste år krævede anklagemyndigheden i New Delhi at hun kom til Indien og vidnede. Det gjorde hun i juli sidste år, og det blev en meget barsk oplevelse for kvinden.

Hun blev afhørt i fem timer og brød sammen to gange under afhøringen.

Hun har tidligere kunnet udpege og identificere fire af de nu i alt ni anklagede i sagen, men ved den lange afhøring knap halvandet år efter voldtægten, kunne hun kun med sikkerhed udpege tre af de anklagede i sagen, blandt dem en 24-årig mand som først truede hende med kniv.

Men et andet vidne i sagen, en mand som så voldtægten, har identificeret seks af de ni anklagede i sagen som medvirkende til voldtægten.