Krimi

21-årig knallertkører mister livet i trafikulykke ved Løgstør

 En 21-årig mand blev mandag aften dræbt, da han på sin knallert stødte sammen med en bil.

En trafikulykke i Nordjylland har mandag aften kostet en 21-årig mand livet.

Manden kom kørende på sin knallert på Årsvej i Brøndum ved Løgstør, da han stødte sammen med en bil.

En varebil påkørte i forbindelse med en overhaling i modkørende vejbane en knallert, der kom kørende uden lys. Den 21-årige knallertfører var fra lokalområdet. Føreren af varebilen er uskadt. 

- Jeg kender endnu ikke de nærmere detaljer ved ulykken, siger Bruno Brix, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Ritzau.

En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge både ulykkesstedet og de to køretøjer for at fastslå, hvordan ulykken kunne ske.

De pårørende til knallertkøreren er blevet underrettet om ulykken.