Krimi

Tiltalt i kæmpe dansk pædofilisag: - Det er jo ikke sjovt at have denne drift

Knap ti personer har vidnet i den omfangsrige sag, der har forgreninger til det meste af verden.

En af Danmarkshistoriens mest omfangsrige sager om pædofili går nu ind i sin sidste fase. Det sker, når anklageren i sagen begynder sin procedure ved Retten i Randers.

Knap ti personer har vidnet i den omfangsrige sag, der har forgreninger til det meste af verden. Det er sket via pædofile netværk, som en 48-årig mand fra Randers er tiltalt for at have administreret.

Under retssagen i dag kom det frem, at den 48-årige tiltalte har haft flere samtaler med en psykolog – og at han erkender at have et problem. På spørgsmål fra forsvareren forklarede den tiltalte:

- Det er jo ikke noget, jeg synes, er sjovt - at have denne drift. Det vil jeg gerne have noget hjælp til.

- Det er forkert, jeg ved godt det er forkert. Man kan sige, at når man er inde i det her miljø, så bekræfter man sådan set hele tiden hinanden i, at det ikke er så slemt og at der er visse ting, der er i orden. Og det er jeg jo også blevet påvirket af. Men jeg har tænkt meget i de sidste 19 måneder og har talt med en psykolog og har ændret holdning. Og kender konsekvenserne for børnene.

Erkender dele af anklageskriftet

Den tiltalte har erkendt sig skyldig i dele af anklageskriftet. Blandt andet overgreb på to af de i alt fire børn han er tiltalt for at have begået seksuelle overgreb mod.

Der er nogle drifter du godt kan nikke genkendende til? Erkender du at du er pædofil, spurgte forsvareren.

- Jeg var glad for, da jeg skulle svare på spørgsmål i mentalundersøgelsen, at psykoterapi kunne være godt i forbindelse med en fængselsstraf. At jeg erkendte, at jeg havde dette problem og at få hjælp til at gøre noget ved det. Det var derfor jeg sagde, at jeg var pædofil. Det var jo ikke sjovt at få over læberne, men så troede jeg, at jeg kunne få noget hjælp for det, forklarede den tiltalte i retten.

Anklageskriftet, der fylder 12 sider, beskriver i detaljer, hvordan den tiltalte ifølge anklageren har opfordret brugere af de pædofile netværk Hoarders Hell og The Love Zone til at begå misbrug mod børn, filme det og uploade det til netværket. 

Sagen, der har ført til anholdelser over det meste af verden, kulminerede den 10. juni 2014, hvor australsk politi anholdt Shannon McCoole, bagmanden bag The Love Zone, der menes at have haft over 45.000 medlemmer. 

Den 7. august 2015 blev den 33-årige australier idømt en historisk høj straf på 35 års fængsel for misbrug af syv børn. Seks af dem misbrugte han, mens han var ansat af australsk børneværn til at passe på de anbragte børn.