36-årig skyldig i jule-skyderi på åben gade i Valby

Du kan se flere billeder på localeyes.dk
En speget sag om skud på Valby Langgade er netop blevet afgjort ved Retten på Frederiksberg.
Her er en 36-årig mand, der ifølge politiet har familiemæssig relation til gadebanden Brothas Souljaz fra Mjølnerparken, kendt skyldig i et at have medvirket til et skyderi på åben gade mellem jul og nytår i fjor.
Retten på Frederiksberg fandt det bevist, at der var tale om drabsforsøg.
Den 36-årige har under sagen nægtet sig skyldig og har afvist at have noget med bander at gøre. Han er dog fra området, hvor Brothas Souljaz holder til og har familiemæssige relationer til gruppen, hvilket en efterforsker fra Københavns Politi har bekræftet i retten.
- Jeg afskyr banderne. Jeg har selv børn. De bliver voksne på et tidspunkt. Det ville være et mareridt, hvis de røg ind på sådan noget. De (banderne, red.) gavner ikke samfundet på nogen som helst måde over hovedet, har den 36-årige forklaret under sagen.
Skyderiet fandt sted om aftenen på Valby Langgade 28. december 2014. Den 36-årige har siddet fængslet siden midten af januar, da han meldte sig selv efter at have holdt sig skjult i nogle uger.
Udpeget af vidner
Den 36-årige, der sad på anklagebænken i sagen, blev udpeget af flere af de personer, der blev beskudt den aften, allerede umiddelbart efter skyderiet. Personerne kom fra en gruppe, som politiet kalder B27, og som efter politiets opfattelse var i væbnet konflikt med Brothas Souljaz i december 2014.
De har gentaget forklaringerne under lukkede retsmøder, før statsadvokaten rejste tiltale i sagen, men siden har de trukket i land og forklaret, at der var tale om et setup orkestreret af en person, der efter politiets opfattelse er ledende i B27, og som også var i bilen den aften.
Anklagemyndigheden har dog fastholdt sagen mod den 36-årige - og mod et formodet ledende medlem af Brothas Souljaz - fordi man mener, at de nye forklaringer må være et led i en slags lokumsaftale mellem B27 og Brothas Souljaz.
De ændrede forklaringer i den 36-åriges sag kom nemlig først, efter at det formodede ledende medlem fra B27 og hans fætter blev fængslet for et drabsforsøg begået juliaften 2013 mod en person, der ifølge politiet er en del af Brothas Souljaz.
Sagen mod det formodede ledende medlem af Brothas Souljaz endte for 10 dage siden med en frifindelse.
De tre juridiske dommere og hovedparten af sagens nævninger var mandag enige om, at forklaringerne fra B27-vidnerne kunne lægges til grund i den nye sag, og at den 36-årige derfor var skyldig i at have kørt den bil, som skytten sprang ud af og afgav seks skud - og derpå stak af i. To nævninger mente, at den 36-årige skulle frifindes.
Flertal: Han bremsede op
Ifølge flertallet måtte den 36-årige have vidst, at hans passager var bevæbnet, og da den 36-årige efter rettens opfattelse bremsede kraftigt op, så skytten kunne springe ud af bilen, var han således også ansvarlig for de seks skud, som derpå blev affyret.
Flertallet vurderede, at det var "usandsynligt", at de fem mænd, der blev beskudt den aften i december, skulle være i stand til at aftale et komplot, umiddelbart efter skuddene var faldet, hvor de måtte formodes at være i chok. Det var ifølge flertallet også usandsynligt, at de fem skulle udpege ham som chauffør og ikke skytte - hvis målet var at lyve den 36-årige i fedtefadet.
Retten lagde også vægt på, at vidnerne i sagen ikke nærmere har kunnet forklare, hvorfor de udpegede den 36-årige - ud over, at en formodet ledende skikkelse blandt den sagde, at det skulle ske.
Ikke bevis for bandeopgør
Retten fandt det også bevist, at skyderiet var drabsforsøg, de et uvildigt vidne har forklaret, at der blev skudt i vandret i en meters højde mod gruppen i den anden bil.
Nævningetinget afviste dog, at der var ført tilstrækkeligt bevis for, at skyderiet var en del af et væbnet opgør mellem Brothas Souljaz og B27.
Retten lagde her vægt på, at den 36-årige ikke selv var bandemedlem, og at personen, der skød, ikke er identificeret.
- Hans forhold til personerne i den sorte Peugeot (der blev beskudt, red.) er derfor ikke klarlagt, læste retsformand Jacob Waage op.
Dermed undgår den 36-årige den bestemmelse i straffeloven, der gør det muligt at forhøje straffen med indtil det dobbelte, hvis der er tale om bandeopgør.