Krimi

Mænd lokket i skud-baghold efter hærværk mod bande-bil

Det var langt fra noget tilfældigt skyderi, men en planlagt hævnaktion, da en bil kort før midnat i december 2014 blev beskudt med flere salver fra et maskingevær på Rovsinggade i København.

Det kom torsdag frem, da sagen mod en central skikkelse fra bandegrupperingen Brothas Souljaz fra Mjølnerparken fortsatte ved Københavns Byret.

Den 30-årige er tiltalt for drabsforsøg som led i en bandekonflikt med grupperingen B27 fra Bellahøjhusene – noget, han pure afviser.

Den nærmere baggrund for skyderiet - herunder hvorfor både gerningsmænd og ofre befandt sig på Rovsinggade - har hidtil været ukendt, men torsdag kom det frem, at skyderiet efter alt at dømme var en hævnaktion for en episode tidligere den dag på Vesterbro, og at hærværksmændende blev lokket i et regulært baghold foran moskéen.

Optakten fandt sted omkring kl. 22.21, hvor en 24-årig mand, der ifølge politiets opfattelse er ledende medlem i B27, steg ud af sin bil på Nyropsgade på Vesterbro med en hammer i hænderne og smadrede to biler, der bruges af folk fra Brothas Souljaz.

En lille flok mænd med bånd til Brothas Souljaz stod ved bilerne, da den 24-årige angreb med en hammer. De flygtede alle - én af dem stak af ind på et hotel, hvor han ifølge et vidne sagde, at hans bror måske ville blive skudt.

I retten torsdag beskrev den 24-årige selv episoden således:

- Vi kører op på siden af de to parkerede biler, hvor står tre personer. Så hopper jeg så ud, og så løber de her mennesker, som står ved siden af bilerne, og så begik vi hærværk mod dem, fortalte den 24-årige.

Bilerne fik smadret lygterne, flere ruder og skåret dæk samt sæder op.

Tog mobiltelefoner med fra biler

Inden den 24-årige hoppede ind i bilen til sine bandebrødre og ræsede væk fra Nyropsgade i høj fart, tog han fire mobiltelefoner med, der lå i de smadrede biler.

Det skulle senere føre til skyderiet på Rovsinggade.

Ifølge den 24-årige besvarede han nemlig et opkald fra en af de stjålne telefoner lidt senere og udgav sig for at være telefonens ejer.

- Vi snakker frem og tilbage, og jeg snakker, som om jeg var ham, han skulle have fat i. På et tidspunkt siger han, at han har nogle penge, han skulle aflevere, fortalte det 24-årige vidne, der mente, at der var tale om 20.000 kr.

Ifølge den 24-årige sagde personen i den anden ende af telefonen, at han befandt sig på Rovsinggade på Nørrebro. Men der havde den 24-årige og hans følge i første omgang ikke lyst til at møde penge-manden.

- Vi ville ikke køre direkte derover. I første omgang sagde vi til ham, at han skulle møde os ved Shell-benzintanken ved Hans Knudsens Plads, så vi kunne se, hvem vi skulle mødes med og stå lidt på afstand. Vi tænkte ikke, at der var nogen, der ville gøre noget på en benzintank med kameraer, lød det fra den 24-årige.

Lidt efter ringede penge-manden igen.

Ifølge den 24-årige fortalte penge-manden, at han var til fods og gik på Rovsinggade, og den 24-årige foreslog derfor at køre ham i møde.

- Vi kører mod dig, så kan vi mødes på halvvejen, gengav den 24-årige torsdag sine ord til penge-manden.

"Jeg er der nu"

Kort efter ringede telefonen igen.

- Han siger, at han står foran moskéen. Vi laver en u-vending, og idet jeg siger: ”Jeg er der nu,” så bliver der skudt, fortalte den 24-årige.

- Overvejede I på noget tidspunkt, at det kunne være en fælde, at I blev sat op til at køre hen et bestemt sted? ville anklager Tomas Hugger vide.

- Vi tænkte, at de kunne umuligt nå helt ind til byen uden at have nogen telefoner, og så planlægge alt det her, sætte det i stand. Vi overvejede det, men tænkte, at vi ville gå over og hente de penge, svarede den 24-årige.

Politiet fandt senere syv afskudt patronhylstre i et område over for moskéen. Formentlig blev de affyret med en Kalashnikov eller AK47.

Ingen blev dog ramt.

Vidner trækker forklaringer tilbage

Sagens centrale beviser er vidneudsagn fra tre mænd, der torsdag bedyrede, at de havde løjet for politiet og i retten, når de tidligere havde udpeget den 30-årige tiltalte som skytten.

Dertil kommer krudtslam, som politiet fandt på den 30-åriges hænder, da han blev anholdt.

Den 30-årige afviste torsdag, at han havde haft et våben i hænderne, men gjorde gældende, at han måtte have fået det på hænderne af de betjente, der anholdt ham.

Den 30-årige fortalte desuden, at han på gerningstidspunktet var sin forlovede utro. Et alibi, han dog har holdt skjult i syv måneder af hensyn til sit forhold, og fordi han var uskyldig, og derfor regnede med at blive løsladt.

T2Toolbox embed