Kronvidner trækker i land: Vi løj om bandeboss for at få hævn

En toneangivende bandefigur, der i gennem 11 måneder har siddet varetægtsfængslet for et drabsforsøg i Rovsinggade i København i december 2014, er offer for et komplot, og politiet og retten er gennem næsten et år blevet forført af løgne søsat af mænd med et horn i siden på bandefiguren.
Så opsigtsvækkende lød udsagnene i dag i Københavns Byret, da tre mænd vidnede i sagen mod 30-årige MA, der ifølge politiet er ledende medlem af gruppen Brothas Souljaz fra Mjølnerparken på Nørrebro.
De tre mænd er ifølge Københavns Politi en del af en bandegruppering kaldet B27, og som har været i en længerevarende blodig bandekrig med Brothas Souljaz, men alligevel har København Politi ophøjet de tre til kronvidner i sagen mod MA.
De har nemlig alle tre tidligere udpeget MA som manden, der med sikkerhed affyrede en byge af skud mod dem på Rovsinggade kort før midnat 15. december 2014.
Men da de tre mænd en ad gangen torsdag satte sig i vidneskranken hævdede de alle, at der var tale om løgn.
Vidner: Det hele var løgn
De havde – fortalte de – hver især forskellige motiver for at lyve den 30-årige på anklagebænken i en sag om drabsforsøg, men deres samvittighed bød dem nu at stoppe, inden justitsmordet var komplet, bedyrede de.
- Vi har sat manden op. Vil du dømme ham uskyldigt, så er jeg ligeglad. Det hele er løgn. Fra ende til anden. Han har intet at gøre med det skyderi, sagde vidnet AL til anklager Tomas Hugger.
En anden sagde:
- Jeg udpegede MA, fordi én af hans kammerater havde gjort det samme mod mig – udpeget mig som gerningsmand til at han var blevet skudt, selv om det ikke var mig. Så jeg tænkte, at ham og MA var gode venner, så havde jeg én til gode. Så tænkte jeg, at jeg kunne sætte MA op på det, selv om det ikke var ham, sagde vidnet YY.
De tre vidner beskrev deres motivation for at lyve den 30-årige i fedtefadet forskelligt.
For YY handlede det som beskrevet mest om hævn – for AL handlede det om penge.
Ifølge AL havde den tiltalte haft andel i, at han havde og en ven fra rockerklubben Gremium mistede 500.000 euro - eller omkring 4 mio. kr..
- Jeg ved, at MA og de der er inde over. Jeg tænkte, hvordan får vi vores penge igen? Det er ved at sige, at det er ham (der har skudt, red.). Så kan det være, at han kommer i spjældet, kommer til fornuft, og så kan vi få vores penge igen, sagde AL.
En aflytning tydede på, at vidnernes gruppe allerede i slutningen af december 2014 førte forhandlinger med den tiltaltes bandebrødre om at ændre forklaring.
I samtalen, der blev ført mellem YY og et højtstående medlem af Brothas Souljaz, krævede YY en million kr. for at begrave stridsøksen.
- Vi har også nogle krav, min bror. Vores krav er, at det der skyderi, hvor der blev skudt ved moskéen, og som du siger, er MA, den løgn, at du går ned og trækker den tilbage, sagde Brothas Souljaz-medlemmet.
Samtalen indgår to gange i efterforskningen.
Både politiet og Brothas Souljaz-medlemmet båndede den nemlig, og mens politiet mener, at den belaster den tiltalte, har hans bandebrødre indleveret den til en af sagens forsvarere som bevis på, at alle anklagerne er pure opspind.
Både YY og AL bekræftede torsdag forhandlingerne med den tiltaltes bagland, men afviste, at de førte nogle vegne. Og samtalerne havde intet at gøre med, at de adskillige måneder senere pludselig trak anklagerne mod MA tilbage.
- Vi sagde, at vi ville have vores penge igen, for at vi gik ind og sagde sandheden. Ellers kunne han godt blive i spjældet. Men jeg har ikke fået én krone af dem. De har derimod stjålet fire millioner fra os, sagde en ophidset AL, der på et tidspunkt omtalte MA som ’det svin’.
Unikt indblik i bandemiljøet
Sagen mod den 30-årige giver et sjældent indblik i, præcis hvor vanskeligt det må være som efterforsker at forsøge at finde hoved og hale i den strøm af rygter og løgne, der søsættes i bandemiljøet.
For hvad kan man egentlig lægge i telefonsamtaler, der føres mellem bandemedlemmer, når disse ifølge egne udsagn kalkulerer med, at politiet lytter med?
Når bandemedlemmer indbyrdes taler om, hvem der har skudt – eller direkte bliver informant, ringer til en politibetjent og fodrer ham med oplysninger – taler de så over sig, eller er det et led i en strategi om helt bevidst at plante falske oplysninger i politiets efterforskning?
Ifølge vidnerne torsdag var det alene det sidste, der var tilfældet.
- Ud af alt det, der er i rapporterne og på aflytningerne, er 99 pct. lort. Vi fyrer alt muligt lort af. Alle snakker og lyver, vi gør det samme, sagde AL.
Anklager Tomas Hugger spurgte alle tre vidner, hvorfor de pludselig ændrede forklaring. Vidnerne bedyrede, at de havde det dårligt med forløbet og ikke ville være årsag til, at en uskyldig – heller ikke en fjende - kom adskillige år i fængsel.
- Han har stjålet pengene, det har han, men han har ikke skudt nogen, så det skal han ikke dømmes for, sagde 26-årige AL.
Fjender går sammen om lokumsaftale?
Tomas Hugger hæftede sig ved, at de tre vidner først ændrede forklaring, da to af dem – YY og AL - blev fængslet for et drabsforsøg begået 24. december 2013 mod en mand, der ifølge politiet er tilknyttet Brothas Souljaz.
Det centrale bevis i den sag var ifølge Tomas Hugger en vidneforklaring fra ofret, der har udpeget sine overfaldsmænd, dermed lugtede de nye forklaringer af at være første led i en lokumsaftale til gavn for alle, mente han.
- Hænger det sådan sammen, at nu ændrer du forklaring, og så går MA (den tiltalte, red.) fri, og så ændrer han (ofret fra den anden drabssag, red.) forklaring, og så kan du og AL gå fri? spurgte Tomas Hugger.
- Overhovedet ikke. Det lyder som en eller anden fantasiverden, du lever i. Hvor i alverden skulle jeg vide fra, at hvis jeg ændrer forklaring, så gør han også? Forurettede i min sag har allerede skiftet forklaring fire-fem gange, sagde YY.