Krimi

Næsthøjeste niveau: Rigspolitiet hæver beredskabet i Danmark

Beredskabet i Danmark er hævet.

Rigspolitiet har valgt at hæve det nuværende beredskab fra "forhøjet beredskab" til "markant forhøjet beredskab".

Det bekræfter vagtchef ved Nordsjællands Politi, Michael Gammel overfor TV 2. Også vagtchefen ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi oplyser, at man har fået meddelelsen om det nye beredskab.

Det er det næsthøjeste beredskab, Danmark kan være i. 

Hævet tre gange i år

Beslutningen er taget tirsdag aften i kølvandet på en række angreb i Frankrigs hovedstad, Paris, hvor 129 mennesker mistede livet fredag. Tirsdag var der desuden aflyst en landskamp i den tyske by Hannover af frygt for en terrortrussel.

Efter terrorangrebet i Paris i januar mod magasinet Charlie Hebdo hævede vi beredskabe til 'Let forhøjet beredskab'. På det tidspunkt var det første gang, Danmark havde været på det niveau. Men bar måneden senere, efter terrorangrebet i København, blev niveauet hævet til 'Forhøjet beredskab'.

Og nu er det altså for tredje gang i år hævet.

Fem niveauer

Beredskabet er inddelt i fem niveauer, hvoraf det daglige beredskab er første niveau: Dagligt beredskab, Let forhøjet beredskab, Forhøjet beredskab, Markant forhøjet beredskab og Fuldt etableret beredskab

'Markant forhøjet beredskab' indebærer følgende:

  • Ledelse og nøglepersoner i relevante myndigheder indkaldes og iværksætter foranstaltninger, der kan afværge eller begrænse omfanget af skader som følge af den aktuelle situation.
  • Der indkaldes de fornødne indsatsstyrker.
  • Der træffes beslutning om, hvorledes den samlede indsats skal gennemføres, herunder koordinationen mellem de involverede myndigheder.

Rigspolitiet vil ikke kommentere

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er valget truffet, fordi Rigspolitiet har vurderet, at der efter angrebet i Paris er en øget risiko for terror i Danmark.

Avisen skriver, at beslutningen ikke er baseret på en konkret trussel om terror.

Rigspolitiets kommunikationsrådgiver Thomas Kristensen siger til TV 2, at de ikke har nogle kommentarer.

Tirsdag aften blev den tyske by Hannover lukket ned, da man i forbindelse med en fodboldlandskamp frygtede, at der kunne ske et terrorangreb.

  1. Dagligt beredskab

    Alle myndigheder gennemfører det nødvendige planlægningsarbejde, herunder udarbejdelse af beredskabsplaner for den pågældende sektor, der sikrer at myndigheden kan løse opgaver under situationer med forøget beredskab

  2. Let forhøjet beredskab

    Udpegede personer i de relevante myndigheder gennemgår aktuelle planer, og der bliver iværksat eventuelt fornyet planlægning vedrørende den aktuelle situation. Relevante myndigheder udveksler opdaterede planer og planlagte reaktioner bliver gennemgået.

    Rigspolitiet hævede den 17. januar 2015 det danske beredskab fra ”dagligt beredskab” til ”let forhøjet” som følge af terrorangreb i Paris, herunder Charlie Hebdo, og en antiterroraktion i Belgien mod en gruppe terrorister, der havde planer om angreb mod det belgiske politi. 

  3. Forhøjet beredskab

    Ledelsen i alle relevante myndigheder og nøglefunktioner bliver informeret om den aktuelle situation. De grundlæggende procedurer i forbindelse med en eventuel beredskabsforøgelse bliver gennemgået. Der bliver etableret en chefvagt og øvrige planlagte vagtordninger.

    Rigspolitiet hævede den 15. februar 2015 det danske beredskab fra ”let forhøjet” til ”forhøjet” efter terrorangrebene i København mod Krudttønden på Østerbro i København og synagogen i Krystalgade i København.

  4. Markant forhøjet beredskab

    Ledelsen og nøglepersoner i relevante myndigheder indkaldes og iværksætter foranstaltninger, der kan afværge eller begrænse omfanget af skader som følge af den aktuelle situation. De fornødne indsatsstyrker bliver indkaldt, og der bliver truffet beslutning om, hvorledes den samlede indsats skal gennemførws, herunder koordinationen mellem de involverede myndigheder.

    Rigspolitiet hævede den 17. november det danske beredskab fra ”forhøjet” til ”markant forhøjet.” Rigspolitiet har endnu ikke begrundet, hvorfor det danske beredskabsniveau er gået fra trin 3 til 4.

  5. Fuldt etableret beredskab

    Samtlige foranstaltninger, der kan afværge eller begrænse omfanget af skader som følge af den aktuelle situation iværksættes.

     
     

Hvad ved vi om angrebene i Paris?

Fredag omkring klokken 21.30 blev Paris ramt af en række terrorangreb.

130 civile er døde, og flere end 300 er sårede - heraf mindst 99 i kritisk tilstand.

Syv terrorister er døde - seks sprængte sig selv i luften.