Politiets teori: Rocker fik volds-mærke for drab

Et særligt mærke til at sætte på vesten er et af de centrale indicier, som specialanklager Emil Folker vil bruge i sagen mod en 21-årig Bandidos-rocker, der er tiltalt for drab ved Retten i Næstved.
Det kom frem, da specialanklageren over middag i dag afhørte den 21-årige rocker.
Her spurgte Emil Folker ind til et mærke, som politiet fandt i den 21-åriges hjem, da han blev anholdt 14. januar 2015.
På mærket stod "Expect No Mercy".
Mærket fik den 21-årige på årsdagen for det drab, han nu sidder på anklagebænken for at have begået.
Den 21-årige nægter sig skyldig og afviste fuldstændig anklagerens "teori".
- Det har ikke noget at gøre med noget, der er sket et år tidligere. Det har jeg ikke noget med at gøre, sagde den 21-årige.
Ifølge anklageskriftet medvirkede han til at dræbe en 22-årig mand i Næstved i december 2013. Offeret delte en lejlighed med sin bror, der efter politiets opfattelse var en del af en konflikt mellem Bandidos og en gruppe udbrydere, der i sommeren 2013 samlede sig under navnet "Westside Nation". Den 22-årige mand befandt sig i lejligheden, da han blev dræbt af et skud i hovedet.
Politiet mener, at den 21-årige var med til at brænde en bil af, hvor drabsvåbnet blev fundet, og dermed er han medansvarlig for drabet.
Specialanklager Emil Folker afspillede en samtale, som den 21-årige rocker førte med sin kæreste, og hvor de talte om det nye mærke, rockeren havde fået til sin vest.
- Nå, nu vil jeg have den tatoveret. Hvor skal jeg så have den tatoveret henne? spurgte den 21-årige rocker.
- Skal du tatoveres? svarede kæresten.
- Ja, den er blæret. Den ser fed ud. Expect No Mercy.
- Hvad er det nu, det betyder?
- Forvent ingen nåde
- Hvorfor får man sådan en?
- For at have udgydet blod for klubben, lød svaret fra den 21-årige.
I samtalen fortalte rockeren også, at hans storebror havde fået et tilsvarende mærke af Bandidos for at have stukket en ned.
Den 21-årige bekræftede oplysningerne i retten, men afviste, at mærket havde noget som helst med drabssagen at gøre, men noget, han havde gjort, dagen forinden for klubben.
Hvad det var, ville han dog ikke ud med - ligesom han understregede, at han med vilje undlod at sy mærket på vesten, så politiet måneder senere kunne finde det i skuffen.
- Hvis jeg har været ude at tæve en, kunne man forestille sig, at der ville være en anmeldelse af det. Der ville givetvis være noget efterforskning. Det er i den forbindelse, at jeg dagen efter vælger lægge det hjemme i min skuffe, i stedet for at sy det på min vest, fortalte den 21-årige.
- Det fremgår af samtalen, at det er en anmærkning, jeg er stolt af. Men det gør mig ikke til drabsmand.
Samtalen er blevet optaget på såkaldt rumaflytning - altså aflytning opsat i den 21-åriges hjem - og specialanklager Emil Folker afspillede et enkelt klip fra den flere gange.
Politiet mener nemlig, at den 21-årige fortæller kæresten, hvorfor han har fået mærket - umiddelbart efter at han fortalte kæresten, hvorfor hans storebror havde fået det.
Politiets udskrift af samtalen ser således ud:
- Ligesom Kasper (storebrodreen, red.) har stukket én ned, så .. så har jeg (utydeligt) –udt én.
Specialanklageren mener, at den 21-årige fortæller, at han har 'skudt én', men det afviste den 21-årige, at han kunne høre.
- Det politiet tror, der bliver sagt, det bliver der med garanti ikke sagt. Jeg ved, at der ikke er blevet sagt det, politiet siger, at der er blevet sagt. Det kan man ikke høre. Det er så utydeligt, så jeg forstår ikke, hvordan man er kommet frem til det. I mine øjne er det sådan noget desperation, så sidder man og skriver det her ned, sagde den 21-årige.