Krimi

Sidste gang endte det i kaos: Reclaim the Streets holder gadefest igen i aften

Da modstandsbevægelsen Reclaim the Streets arrangerede en gadefest i begyndelsen af august i år, endte den i optøjer og smadrede butikvinduer på Nørrebro.

Fredag aften klokken 21 har gruppen planlagt endnu en fest ved Torve Gade på Christianshavn, skriver gruppen i en begivenhed på Facebook.

Ifølge Rune Eltard-Sørensen, der selv er tidligere aktivist og som var med til festen i august, er det svært at sige, hvordan festen vil udvikle sig.

- Overraskelsesmomentet er en del af gruppens koncept, så man ved ikke, hvor gadefesten bevæger sig hen, forklarer han.

Nørrebrobutik: Nervøs for ny fest

En ny fest gør indehaveren af ejendomsmægleren Nybolig på Fælledvej nervøs. Under gadefesten tilbage i august fik han smadret vinduer i butikken til en værdi af 81.000 kroner.

- Jeg bliver selvfølgelig nervøs, når jeg hører, de afholder en ny fest, da jeg meget nødigt vil op midt om natten og samle glasskår op igen, siger indehaver Mads von der Maase, og understreger, hvor vigtig politiets tilstedeværelse kommer til at være.

- Jeg forventer selvfølgelig, at politiet er forberedt og klar til at tage sig af det, hvis situationen skulle udvikle sig yderligere, siger han.

Politiet er klar til at gribe ind

Københavns Politi er klar til at tage sig af eventuelle demonstranter, hvis begivenheden udvikler sig ligeså voldsomt som sidst.

- Der er forsamlingsfrihed i Danmark, så Reclaim the Streets må gerne afholde deres fest, men hvis den udvikler sig til en ulovlig demonstration, lukker vi den selvfølgelig ned, siger politiinspektør ved Københavns Politi, Peter Dahl.

Politiinspektøren kan ikke oplyse, hvor stort et beredskab politiet stiller med, men de er opmærksomme på, at festen finder sted.

- Med henblik på de uroligheder der var på Nørrebro sidste gang, så er det selvfølgelig noget, vi tager seriøst, siger Peter Dahl.

Reclaim the Streets kommer ikke med nogen årsag til festen i gruppens offentlige arrangement på Facebook.

Se klippet herunder, hvor Rune Eltard-Sørensen forklarer, hvordan gruppen opererer, i forbindelse med protesterne i august:

Sidst gruppen holdt fest, blev tre personer anholdt blandt andet for besiddelse af knive og slagvåben. Demonstranterne malede med graffiti på muren ved Assistens Kirkegård og kastede med molotovcocktails og brosten mod butiksvinduer og politiet.

Handlingerne fik justitsminister Søren Pind (V) til at kritisere bagmændene i hårde vendinger på Facebook, hvor han blandt andet skrev, at han "kommer til at stå for en historisk hård linje over for den form for adfærd. Så er det sagt og advarslen givet. Der er rigelig plads i fængslerne for tiden."

Til TV 2 uddybede han:

- Der er blandt andet blevet kastet molotovcocktails mod politiet. Og det er efter min opfattelse på mange måder på linje med mordforsøg og mordbrand. Og derfor den her meget klare advarsel tidligt i forløbet.

Ikke første gang

Optøjerne i august er ikke første gang, den danske Reclaim the Streets-gruppe ender i konfrontation med politiet.

I 2013 blev 22 personer anholdt under en lignende gadefest på Nørrebrogade, mens politiet arresterede 263 mennesker i 2006, da gruppen havde arrangeret en demonstration til fordel for Ungdomshuset.

Øverst oppe kan du se et klip fra gadefesten, som tilbage i august endte i optøjer.

Om Reclaim the Streets

Reclaim the Streets er et internationalt fænomen, som siden 90'erne har været at finde i undergrundsmiljøet i større, europæiske byer.

Gruppen er tidligere blevet defineret som en modstandsbevægelse mod elitens økonomiske globalisering og bilers magt over gaden.

Gruppen afholder oftest ikke-voldelige fester på store gader.