Krimi

Afsløring i voldtægtssag: Tiltalt instruerede hustru i hemmeligt brev

Tidligere torsdag satte en let smilende kvinde sig i vidneskranken i Københavns Byret.

Hun er gift med en 25-årig mand, der er tiltalt for tre fuldbyrdede kidnapningsvoldtægter og to voldtægtsforsøg - men hun forklarede, at hun ikke huskede meget fra de dage, hvor de fem overfald ifølge anklageskriftet blev begået.

- Jeg husker det ikke, sagde hun flere gange i retten - få timer inden, det kom frem, at hun tirsdag modtog et ulovligt brev med instrukser fra sin fængslede mand. Et brev, der kan rejse spørgsmål ved troværdigheden i hendes forklaring.

Kun i et tilfælde huskede hun i vidneskranken, at de to i februar havde været til fødselsdag med børnene - samme weekend, hvor en kvinde blev overfaldet og voldtaget på Østerbro.

- Vi tog mine tvillinger og min pige til en fødselsdagsfest. Min mand og jeg tog dem med. Fødselsdagen begyndte klokken 11, og vi efterlod pigerne der. Senere hentede vi dem og tog hen til (min mands) søster. Vi blev der og kom sent hjem om aftenen og lagde os til at sove. Klokken 21 eller klokken 22, forklarede den tiltaltes hustru i retten.

Et overraskende bevis

Torsdag eftermiddag har anklager Sidsel Jessen-Klixbüll dog fremlagt et bevis i retten, der stiller spørgsmål til hustruens troværdighed.

Beviset er et håndskrevet brev, der er dateret 4. oktober og sendt fra fængslet til hustruen - et brev, der ifølge anklageren kan have til hensigt at instruere hustruen i det, hun skal sige, når hun afgiver sin vidneforklaring i retten:

Når du kommer i retten og de spørger, hvad vi lavede den dag.

Så skal du bare sige, at vi tog børnene med til fødselsdag. Efter fødselsdagen var forbi, tog vi (videre) og vi kom hjem ved 23-24 og vi gik i seng og sov sammen.

Hvis de spørger dig, om jeg gik udenfor på noget tidspunkt, skal du sige NEJ. Og du ved det ikke, for du sov. Alt, hvad du ved, er, at vi sov sammen.

Hvis de spørger, om vi havde sex, så sig, at det husker du det ikke.

Bare fortæl dem det, du sagde til dem, da de kom tilbage fra kirke i Holland.

De vil bare se, om du ændrer din forklaring.

Når du er færdig i retten, så gå hjem og vær sikker på, at ingen følger efter dig.

Gud vil hjælpe os gennem det her, det er bare et spørgsmål om tid.

Jeg elsker dig.

Ikke en instruks

Den tiltalte 25-årige kan godt huske, at han sendte brevet - men det var ikke ment som en instruks til konen.

- Det var bare for at forberede hende. Hun havde ikke prøvet det før. Der kom to betjente hjem til hende og sagde, hun skulle vidne i retten, siger den 25-årige.

Den tiltalte nægter sig skyldig i alle anklager - mens anklageren vil søge at få ham idømt forvaring på ubestemt tid og herefter udvisning af Danmark.

Fire af overfaldene fandt sted i et område på Østerbro, der ligger ganske tæt på den tiltaltes arbejdsplads i Randersgade. den tiltalte arbejdede som hjemmehjælper og som handikaphjælper for to drenge.

Hans hustru har torsdag forklaret, at han ofte ikke kom hjem om natten, når han gik fra det ene arbejde til det andet. Overfaldene fandt sted i nattetimerne typisk i weekenden.

TV 2 følger retssagen, der forventes afslutte 21. oktober.

Her er de fem overfald

Toftegårds Plads, Valby

Mandag 7. juli 2014 begynder en bil klokken 02 om natten at følge efter en kvindelig cyklist. Ved Rosenhøj i Hvidovre påkører han hende – ifølge tiltalen med det formål at trække hende ind i bilen og voldtage hende. Det mislykkes, idet kvinden klarer at løbe væk.

Nær Emdrupvej i København

Lørdag 4. oktober 2014: En mand griber omkring klokken 00:30 fat i en kvinde og tvinger hende ind i sin bil. Han kører væk til et ukendt sted og voldtager hende, hvorefter han tvinger hende ned i bilens bagagerum, kører til et nyt sted og voldtager hende igen. Omkring klokken 03:15 sætter han hende af ved Fragtvej i København.

Urbansgade 4, København

Lørdag 25. oktober 2014 klokken 04:50 griber en mand fat i en kvinde og tvinger hende ind i en bil. Han truer hende på livet og havde ifølge tiltalen planlagt at voldtage hende – det sker ikke, da kvinden klarer at slippe ud af bilen og stikke af.

Engelsstedsgade/Haraldsgade, København

Lørdag 17. januar 2015 lokker en mand omkring klokken 04 en kvinde ind i sin bil under foregivende af, at han vil køre hende hjem. I stedet kører han hende til et afsides område ved Vasbygade/Otto Busses Vej, hvor han med låste døre i bilen voldtager kvinden.

Svendborggade 1, København

Søndag 8. februar 2015 klokken 02:20 griber en mand fat i en kvinde og tvinger hende ind i sin bil, hvorefter han kører til Mindelunden i Hellerup, hvor han under trusler voldtager hende.