Krimi

Offer i voldtægtssag blev reddet af barnesæde

En kvinde i midten af tyverne, der havde været oppe at skændes med sin kæreste, blev overfaldet af en fremmed gerningsmand, da hun omkring midnat den 4. oktober 2014 gik hjem ad en mørk gade nær Emdrupvej på Østerbro.

Manden greb fat i hende bagfra og trak hende ind i sin bil, kørte væk med hende, voldtog hende og tvang hende ned i bagagerummet – hvorefter han kørte hende et nyt sted hen og voldtog hende igen. 

Herefter slap han hende ifølge anklageskriftet fri ved Fragtvej i Københavns sydvestkvarter, hvor hun søgte hjælp hos nogle mænd, der var på arbejde ved et lagerområde.

- Da hun ser mig, skriger hun. Der er ingen tvivl om, at hun er rædselsslagen, siger en pladsmand, der onsdag har fortalt om sit møde med den skræmte kvinde i Københavns Byret.

Tiltalt er helt rolig

Her sidder en 25-årig mand på anklagebænken tiltalt for tre kidnapningsvoldtægter og to forsøg, hvor de potentielle ofre slap væk – han nægter sig skyldig i alle anklagepunkter.

Det tredje offer, der ifølge anklageskriftet blev udsat for den tiltaltes overgreb tre uger senere – den 25. oktober 2014 - er en ung slank kvinde, der med langt, lyst hår i en fletning og sikre skridt går frem mod vidneskranken.

Hun kigger kort mod den tiltalte, der sidder til venstre i salen og har sit ansigt vendt væk – så sætter hun sig på sin plads.

Artiklen fortsætter under grafikken

Mand tog fat i hende

- Vi havde været til fødselsdag ude i byen, var taget hjem til mig bagefter, og så fulgte jeg nogle af dem hjem bagefter. Jeg skulle købe nogle smøger, og så kunne jeg lige så godt følge dem på vej, mens jeg røg, fortæller hun med klar stemme.

Omkring klokken 04.50 var hun tilbage og stod foran sin opgang, hvor hun røg en sidste cigaret, og da lagde hun mærke til en mand, der hurtigt gik hen mod hende på den øde gade.

- Pludselig står han lige ved siden af mig uden at sige noget, og jeg mærker, der er noget helt galt. Han tager fat i min venstre overarm med et hårdt greb og siger: "Shhh, hvis du ikke følger med, slår jeg dig ihjel", fortæller den unge kvinde fra vidneskranken.

- Jeg er jo ikke en stor pige, og jeg tænker, at jeg ikke kan kæmpe imod, siger hun.

Tvang ind i bil

Manden er stærkere end hende, og hun følger med og stritter imod, da han vil tvinge hende ind i sin bil – men han truer hende igen, og til sidst giver hun efter.

- Han truer mig på livet, hvis jeg ikke går ind i bilen. Jeg skal ikke ind i en bil, jeg skal ikke ind nogen steder, siger den unge kvinde med en stemme, der nu ryster.

Men ind i bilen kommer hun.

Må slippe væk

- Heldigvis er der et barnesæde på passagersædet foran, og til mit held bliver jeg sat ind på bagsædet. Han siger, jeg skal give ham sin telefon, men den har jeg ikke med. Jeg har kun mine nøgler. Han bliver ved med at sige, jeg skal give ham min telefon. Så tænder han bilen, og jeg tænker, at hvis jeg ikke slipper ud, så ved jeg ikke, hvad der sker, siger den unge kvinde, der igen har styrke i stemmen.

- Da han er afledt, glider jeg over bagsædet og ud af den højre dør, jeg løber ind mellem bilerne og når ind i min opgang.

 Hun ser, at manden følger efter hende – men hun er i sikkerhed, inde i opgangen og løber op ad trappen.  

- Jeg står foran min mors dør og tænker: Hvad skal jeg gøre – skal jeg bare lægge mig under min seng og glemme det hele, eller skal jeg vække min mor og fortælle, hvad der skete? Og så vækkede jeg hende, siger den unge kvinde.

Er bange for at være hjemme

Efter overfaldet er der gået et år, og meget er blevet bedre, men hun er stadig mærket af det skete. I lang tid kunne hun ikke gå i sin barndomsgade, og hun sov i stuen, så hun kunne se, om der kom nogen.

- Jeg kan stadig ikke gå i bad, hvis der nu kommer nogen. Min mor er begyndt at stampe, når hun kommer, så jeg ikke bliver forskrækket, siger den unge kvinde, inden hun går over til at beskrive gerningsmanden og hans bil – mens den tiltalte stadig ikke kigger på hende men i stedet ser lige frem for sig.

Senere onsdag skal to andre kvinder, der begge blev udsat for voldtægt af en mand, der i fremgangsmåde og udseende stemmer overens med den tiltalte, afgive deres forklaring – det kommer til at ske for lukkede døre.

Der falder dom i sagen 21. oktober. Anklagemyndigheden vil søge at få den tiltalte idømt forvaring på ubestemt tid samt udvisning af Danmark efter endt straf.

Her er de fem overfald

Toftegårds Plads, Valby

Mandag 7. juli 2014 begynder en bil klokken 02 om natten at følge efter en kvindelig cyklist. Ved Rosenhøj i Hvidovre påkører han hende – ifølge tiltalen med det formål at trække hende ind i bilen og voldtage hende. Det mislykkes, idet kvinden klarer at løbe væk.

Nær Emdrupvej i København

Lørdag 4. oktober 2014: En mand griber omkring klokken 00:30 fat i en kvinde og tvinger hende ind i sin bil. Han kører væk til et ukendt sted og voldtager hende, hvorefter han tvinger hende ned i bilens bagagerum, kører til et nyt sted og voldtager hende igen. Omkring klokken 03:15 sætter han hende af ved Fragtvej i København.

Urbansgade 4, København

Lørdag 25. oktober 2014 klokken 04:50 griber en mand fat i en kvinde og tvinger hende ind i en bil. Han truer hende på livet og havde ifølge tiltalen planlagt at voldtage hende – det sker ikke, da kvinden klarer at slippe ud af bilen og stikke af.

Engelsstedsgade/Haraldsgade, København

Lørdag 17. januar 2015 lokker en mand omkring klokken 04 en kvinde ind i sin bil under foregivende af, at han vil køre hende hjem. I stedet kører han hende til et afsides område ved Vasbygade/Otto Busses Vej, hvor han med låste døre i bilen voldtager kvinden.

Svendborggade 1, København

Søndag 8. februar 2015 klokken 02:20 griber en mand fat i en kvinde og tvinger hende ind i sin bil, hvorefter han kører til Mindelunden i Hellerup, hvor han under trusler voldtager hende.

Forvaring

Forvaring er en straf, som bruges over for personer, der vurderes at være særligt farlige, fordi de har begået grov personfarlig kriminalitet som drab, røveri eller alvorlige sædelighedsforbrydelser.

For at idømme en forvaringsdom skal der foreligge mentalundersøgelse af den dømte, ligesom en forvaringsdom skal være absolut nødvendig for at sikre andre menneskers sikkerhed, frihed eller helbred.

Der skal således være en vægtig risiko for, at den kriminelle gentager de personfarlige forbrydelser, han eller hun er dømt for.

Typisk afsoner forvaringsdømte ved Anstalten i Herstedvester.