Sigtet for hæleri: Nu får cykelhandler 320 cykler tilbage

16x9
Cykler (arkiv) Foto: Scanpix

En 35-årig indehaver af en cykelforretning i København fik i juli konfiskeret alle cykler i sin forretning, fordi politiet havde mistanke om, at de va

En 35-årig indehaver af en cykelforretning i København fik i juli konfiskeret alle cykler i sin forretning, fordi politiet havde mistanke om, at de var stjålet. Manden blev i den sammenhæng sigtet for i alt 31 forhold af hæleri.

Nu får cykelhandleren imidlertid 320 cykler retur, fordi politiet ikke kan dokumentere, at de rent faktisk er stjålet. Det skriver Ekstra Bladet.

Indehaveren af cykelforretningen nægter sig skyldig i sigtelserne for hæleri.

- Han har selvfølgelig givet sin egen forklaring på, hvor cyklerne er kommet fra, men det er ikke en forklaring, som jeg kan komme nærmere ind på, siger Brian Belling, politikommissær i Københavns Politi, til Ekstra Bladet.

Ud over de cykler, som politiet kunne se var meldt stjålet, var der en masse cykler, som politiet ikke kunne finde ejeren på.

I midten af september inviterede politiet derfor borgere i København til at komme forbi og se, om deres stjålne cykel var i blandt de mange tilbageværende cykler. Trods et stort fremmøde var der ingen gevinst.

- Der var 150 mennesker ude at kigge, men der var ikke nogen, der kunne genkende deres cykler. Der var godt nok én, der mente, at hun havde ramt plet, men der matchede stelnummeret ikke, siger Brian Belling.

Seks af de konfiskerede cykler manglede et stelnummer, men det lykkedes heller ikke at finde en ejer til dem.

- På de cykler, der mangler et stelnummer, drejer det sig om, at stelnummeret er forsvundet ved at det er blevet slebet, slidt eller banket af, så det ikke længere var synligt, siger han.

Det var en mand, som tilfældigvis i juli opdagede, at cykelhandleren fra Nørrebro var i gang med at slibe stelnummeret af og male den cykel, manden tidligere havde fået stjålet. Han kontaktede derfor politiet, som siden anholdt manden og konfiskerede alle cyklerne.