Krimi

Politiet: Vi fjernede Tibet-demonstranter for at beskytte dem mod kinesere

Da Københavns Politi under et kinesisk statsbesøg i 2012 fjernede Tibet-aktivister og deres flag fra ruten, hvor den daværende kinesiske præsident skulle igennem København, skete det ikke af hensyn til præsidenten.

Det var derimod for at beskytte demonstranterne mod præsidentens kinesiske sikkerhedsfolk, som gik bevæbnede rundt på ruten. Sådan lyder forklaringen fra Københavns Politi i et interview med Jyllands-Posten.

- Det er jo sådan, når man har statsledere på besøg fra store nationer, så har de et antal af deres egne sikkerhedsfolk med. Så ud over at sikre turen gennem byen er det jo også vores job at sikre, at der ikke sker noget, som af sikkerhedsfolkene kan opfattes som en fjendtlig handling, siger politiinspektør i Københavns Politi, Mogens Lauridsen.

Frygtede voldsom kinesisk reaktion

Da Østre Landsret i sidste uge fastslog, at Københavns Politi handlede ulovligt, da en fredelig demonstrant blev frihedsberøvet under præsidentbesøget i 2012, lød det ellers, at betjentene ved tre episoder "udfoldede bestræbelser på at hindre personer i at holde det tibetanske flag så, så det var synligt for den kinesiske præsident."

Konklusionen skete på baggrund af politiets interne radiokommunikation og en stribe forklaringer.

Men det er altså ikke korrekt, fortæller politiinspektøren til Jyllands-Posten. Årsagen var frygten for, om de kinesiske sikkerhedsfolk ville reagere voldsomt mod en demonstrant, hvis han pludselig sprang frem mod præsidentens kortege, lyder det.

- Der er jo kulturforskelle, og man kan jo ikke vide, hvordan et menneske reagerer i en given situation. Sikkerhedsfolkene har selvfølgelig bare enormt fokus på, at der ikke må ske deres VIP noget, siger Mogens Lauridsen og fortsætter:

- Så for at undgå en situation, der kan misforstås af de her sikkerhedsfolk og for at undgå en eskalering, prøver vi at afmontere situationen ved at fjerne ting og mennesker, der kunne virke truende over for kortegen eller placere dem et andet sted.

Minister har bedt om redegørelse

Tidligere i dag oplyste politidirektør Thorkild Fogde fra Københavns Politi i en pressemeddelelse, at han havde besluttet at indbringe sagen for Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Det sker efter, at der var rejst tvivl om nogle af de oplysninger, som Københavns Politi tilbage i 2012 afgav til Rigspolitiet.

Justitsminister Søren Pind (V) meddelte bedt  Københavns Politi om en redegørelse i sagen ovenpå dommen.

- Denne sag rækker tilbage i tiden. Det har været en noget rodet fremstilling. Jeg har bedt Københavns Politi om en nærmere redegørelse og imødeser samrådet, hvor jeg nærmere kan redegøre for sagen, fortsætter ministeren med henvisning til det samråd, som Enhedslisten har indkaldt ministeren til, skrev ministeren i en mail til Ritzau.