Krimi

Politiet anklager Østre Landsret: Forkert at betjentes identitet var ukendt

Østre Landsrets dom i Tibet-sagen indeholder oplysninger, som er faktuelt forkerte.

Det siger advokat Flemming Orth, der førte ordet for Københavns Politi i sagen, torsdag.

Landsretten har i en dom afsagt tirsdag skullet bedømme en række episoder, hvor politifolk skred ind over for borgere, der ville vise det tibetanske flag for den kinesiske præsident.

En af dem foregik i Kongens Have. Her blev en mand omringet af betjente, da han dukkede op med et flag på en stang. Her var der tale om en ulovlig frihedsberøvelse, som stod på en times tid, har landsretten slået fast.

Politi: Det er faktuelt forkert

Men i afgørelsens præmisser skriver de tre landsdommere, at det ikke har været muligt for Københavns Politi at identificere de involverede betjente. Og det er kun er lykkedes med en enkelt betjent.

- Det er ikke korrekt, at de ikke har været identificeret, siger advokat Flemming Orth fra kammeradvokatens kontor.

- Det er faktuelt forkert, tilføjer han.

Som nævnt blev den ene betjent afhørt i landsretten. Og under forklaringen kom han med navnene på de andre betjente, som han samarbejdede med, oplyser Flemming Orth.

Ledelse har hidtil afvist ordrer oppefra

En af disse andre betjente er fortørnet over, at for eksempel dagbladet Information har gjort meget ud af, at betjentene ikke var fundet.

Sin frustration har han torsdag luftet over for fagbladet Dansk Politi. Samtidig siger han, at indgrebet overfor manden med flaget skyldtes en ordre, der kom "oppefra".

Også den afhørte betjent for forklaret, at betjentene fik en ordre af politiets leder af aktionen.

Derimod har Københavns Politis ledelse hidtil afvist, at der blev givet en generel instruks om at fjerne flag under den prominente gæsts besøg.

Samme form for indgreb skete i øvrigt under et besøg af en anden højtstående kinesisk politiker i 2013, har Støttekomiteen for Tibet oplyst.

Justitsministeren går ind i sagen

Samtidig med politiets udmelding, siger justitsminister Søren Pind (V), at han nu vil bede Københavns Politi om en redegørelse i sagen.

I en mail til Rtizau skriver han:

- Denne sag rækker tilbage i tiden. Det har været en noget rodet fremstilling. Jeg har bedt Københavns Politi om en nærmere redegørelse og imødeser samrådet, hvor jeg nærmere kan redegøre for sagen, fortsætter ministeren med henvisning til det samråd, som Enhedslisten har indkaldt ministeren til.