Krimi

PET-livvagt undgår straf for at køre kronprinsen over lukket bro

En livvagt i PET slipper for en straffesag, selv om han kørte kronprins Frederik over den lukkede Storebæltsbro, har statsadvokaten besluttet.

Heller ikke chaufføren fra Kongehuset skal straffes, fremgår det af afgørelsen fra statsadvokat Jan Rechendorff i Viborg.

Storebæltsbroen var lukket for biltrafik 10. og 11. januar på grund af storm med vindstød op til orkanstyrke. Ifølge Sund og Bælt, selskabet bag Storebæltsbroen, var det "grænsende til livsfarligt" at køre over broen, mens den var lukket på grund af den kraftige storm Egon.

Alligevel kørte chaufføren, livvagten og kronprinsen over broen, mens andre trafikanter måtte respektere forbuddet og holde i kø.

Grundlag for en sag

Den meget omtalte sag har været efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP. Herfra lød indstillingen, at der var grundlag for en sag. Men statsadvokaten har altså den modsatte vurdering.

Han fastslår, at passagen af broen skete, selv om politiet ikke havde givet tilladelse.

- Det kan efter min opfattelse ikke afvises, at de pågældende - på grund af kommunikationen og de omstændigheder, hvorunder bommene til broen blev åbnet - har haft den opfattelse, at de gerne måtte krydse broen, siger Jan Rechendorff i en pressemeddelelse tirsdag.

Både kronprinsen og PET har beklaget køreturen over Storebæltsbroen.