Motorvej spærret i begge retninger: Flygtninge går fra Padborg mod Sverige
En større gruppe udlændinge - ifølge politiet cirka 300 - har forladt deres opholdssted i Padborg og er nu gående på den sønderjyske motorvej E45 ved Padborg syd, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Derfor er den spærret i begge retninger.
Den store gruppe udlændinge var indkvarteret på en skole i Frøslev. Omkring klokken 10.30 forlod gruppen dog skolen og begyndte at gå mod motorvejen.
- Frøslev skole er ikke et fængsel, og der er ingen hegn omkring. Når 300 personer på en gang beslutter sig for at forlade skolen, har vi en dialogbaseret tilgang, siger Hans Roost, linjechef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Det er en meget stor flok mennesker, fortæller TV 2s udsendte Winnie Laursen.
Syd- og Sønderjyllands Politi har af sikkerhedsmæssige årsager valgt at lukke motorvejen midlertidigt ved Padborg syd, indtil der er tolke fremme til at sikre dialogen samt busser klar til at samle de gående op og fragte dem væk fra motorvejen.
Politiet har været nødt til at udvide afspærringen af motorvejen helt op til afkørsel 74 for at sikre de vandrendes sikkerhed.
Se flygtninge gå på motorvejen. Artiklen fortsætter under videoen.
Vil til Sverige
Politiet følger gruppen lige nu uden at standse dem, og det er en gruppe, der ikke lægger skjul på, hvor de gerne vil hen:
- Da de kom forbi den her motorvejsbro, hvor jeg står, så var kampråbet, som vi har hørt mange gange før: 'Sweden, Sweden.' De her mennesker, de vil til Sverige, siger Winnie Laursen.
Politiets strategi er lige nu at forsøge at holde dem, indtil de har noget mere mandskab, lyder vurderingen fra TV 2-reporteren.
- Jeg har set en bil, der har åbnet bagsmækken og fundet en masse vandflasker frem.
Et lignende scenarie udspillede sig mandag på motorvejen ved Rødby, hvor den også blev afspærret af politiet, der efter et stykke tid fik overbevist gruppen af mennesker om, at de skulle vende om og lade sig registrere.
Dramatiske scener på Station
Kort tid inden deres flugt fra skolen udspillede der sig dramatiske scener et andet sted i Padborg, da et tog med omkring 50 flygtninge og migranter ankom til stationen. Gruppen ville ikke forlade stationen, da de ikke ville registreres.
Politiet krævede personerne ind i busser, og til sidst kom det til klammeri mellem gruppen af udlændinge og politiet, mens små børn stod i midten af det hele.
Se optrinnet her: