Krimi

E-cigaret startede brand: - Kunne være gået grueligt galt

Det sker, at brande starter, fordi folk glemmer at slukke deres cigaretter, men det hører til sjældenhederne, at E-cigaretter forårsager en brand. Det er imidlertid sket i Seden nord for Odense.

Her kunne det have haft fatale følger, hvis et ægtepar ikke havde reageret hurtigt og dermed fik slukket en voksende brand, der opstod på grund af en E-cigaret. Det skriver Fyens.dk.

- Det kunne være gået grueligt galt. De var faktisk ret heldige, for ilden havde nået at få ret godt fat, siger Jan Hjølund fra Odense Brandvæsen til mediet.

Hørte et knald

Branden opstod tirsdag aften, da en elektronisk cigaret lå til opladning. Den kortsluttede, og det startede branden. Parret i huset var gået i seng, men hørte et knald, og det skyldtes kortslutningen. Parret handlede kvikt ved at smide en spand vand på branden og fik så tilkaldt Odense Brandvæsen.

- Vi måtte lige efterslukke og rundt og kigge, for der er røg i hele huset, da vi kommer frem. Vi er derude i cirka tre kvarter, siger Jan Hjølund til Fyens.

At branden havde udviklet så kraftig røg, gjorde også, at manden i huset blev kørt på hospitalet og undersøgt for røgforgiftning. Det var dog ikke kritisk, forklarer Jan Hjølund.

Et lignende eksempel er set i sidste måned i Hillerød i Nordsjælland. Her lå en e-cigaret og ladede op i en sofa, og på en måde havde det startet en brand, skriver Lokalavisen.

Derfor gik Nordsjællands Politi ud og advarede mod at oplade e-cigaretter uden opsyn.