Krimi

Maskeret mand amok med baseballbat i dansk skoleklasse

Eleverne på Xclass - 10.

Eleverne på Xclass - 10. klassecentret i Slagelse fik sig tirsdag formiddag en chokerende oplevelse, da en mand iklædt elefanthue dukkede op på skolen og gik løs med et baseballbat.

En forælder til en af skolens elever oplyser til TV 2, at han blev ringet op af sit barn, fordi skolen var ved at lukke ned efter episoden og derfor sendte elever hjem.

- Jeg får at vide, at en ung mand var kommet ind med elefanthue på og et baseballbat og var begyndt at smadre nogle ruder og inventar på skolen og truede nogle piger med at slå dem ihjel, hvis de ikke flyttede sig. Han ledte tilsyneladende efter nogen, fortæller faderen, der ikke ønsker sit navn frem.

Han har efterfølgende været i kontakt med skolen, som over for ham bekræftede forløbet. De skal angiveligt have oplyst, at man allerede sad med en håndfuld piger, der havde behov for noget psykologhjælp.

- Min eget barn havde det ikke godt, men nogle havde det værre, især pigerne, der var blevet truet, fortæller faderen.

TV 2 har tirsdag gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra skoleleder på Xclass, Jes Lenhard, men han er trods flere henvendelser ikke vendt tilbage.

Politiet bekræfter hærværk
Leder af lokalpolitiet i Slagelse, Allan Holm, bekræfter dog, at der tirsdag har været en episode på skolen, som politiet efterforsker.

- Vi kan bekræfte, at vi har haft en patrulje derude, da en mand har opført sig aggressivt og ødelagt flere ting på skolen med et baseballbat. Da der ikke er personskade, efterforskes sagen som en hærværkssag, siger Allan Holm til TV 2.

Han har ikke nogen oplysninger om, at nogen skulle være blevet udsat for trusler under episoden. Politilederen kan ligeledes ikke bekræfte, om gerningsmanden ledte efter bestemte personer på skolen.

Mulig forbindelse til lokal konflikt
Mandag aften menes mellem 50 og 100 mennesker at have været involveret i et masseslagsmål mellem to grupperinger i Korsør. Det førte til seks anholdelser, hvor alle dog senere blev løsladt igen.

Det er to grupper - en fra Motalavej i Korsør og den såkaldte Nordby-gruppe fra Slagelse - det gennem længere tid har haft en konflikt kørende.

Lokalpolitiet i Slagelse er efter tirsdagens episode på Xclass-skolen fortsat i gang med afhøringer, og man kan på nuværende tidspunkt hverken bekræfte eller afvise, om gerningsmanden fra skolen har forbindelse til konflikten.

- Men det er klart, at vi kigger på den mulighed, at det kan have forbindelse til den konflikt, der er mellem to grupper i området, og de episoder, der har været de seneste døgn, siger Allen Holm.