Krimi

Styrelse lod dømt læge fortsætte: Anklaget for nyt overgreb

Se mere om sagen i 19Nyhederne på TV 2 i aften

En dansk psykiater er sigtet for overgreb på en psykisk syg kvindelig patient fra Region Midtjylland. Her blev han ansat på trods af en tidligere dom fra Norge om at misbruge sin stilling til at opnå sex med en patient.

I Norge fik han frataget sin autorisation, fordi retten vurderede, at han kunne finde på at gøre det igen. Sundhedsstyrelsen i Danmark besluttede, at han kunne fortsætte som læge i Danmark.

Først i august i år – et år efter anmeldelsen om overgrebet på patienten i Region Midtjylland – har Sundhedsstyrelsen frataget hans autorisation. I mellemtiden nåede han også at være ansat ti måneder i Region Nordjylland.

- Det er særdeles alvorligt. Og vi bliver da dybt bekymrede, da vi hører, at han har haft en forhistorie, siger Jan Mainz, der er vicedirektør i Region Nordjylland, hvor den sexdømte psykiater altså arbejdede indtil august i år.

Regioner ikke informeret om dom

Hverken Region Nordjylland eller Region Midtjylland kendte til hans dom i Norge, da de ansatte ham – og Region Nordjylland kendte heller ikke til anklagen om overgrebet i Region Midtjylland, da de ansatte ham to måneder efter, at han stoppede dér.

- Jeg mener da, at når man har så alvorlig en sag, som der er tale om her, så bør der være overvejelser om at vi på en eller anden måde kan forbedre det, og det vil vi tale med Sundhedsstyrelsen om, siger Jan Mainz, der får opbakning fra sin kollega i Region Midtjylland, der ligeledes gerne ville have haft besked fra Sundhedsstyrelsen.

- Vi havde gerne set, at jo lægen selv havde oplyst os om det, og ellers at det fremgik fra Sundhedsstyrelsen, at der var nogle helt klare forhold knyttet til den her mand, siger Lægefaglig direktør i Region Midtjylland.

Flere patienter stod frem

Den pågældende psykiater blev uddannet i Danmark og flyttede til Norge i 2005. I 2008 blev han anmeldt for at have sex med en kvindelig psykisk syg patient, og efter at have anket den første dom blev han dømt halvvandet års fængsel og fratagelse af sin autorisation i 2011. Under retssagen stod flere både norske og danske kvinder frem og fortalte lignende historier, om hvordan han havde indledt forhold med dem som deres psykiater.

Den sag kom frem i pressen i 2012, hvor Sundhedsstyrelsen fortalte at man ikke automatisk tog autorisationen i Danmark bare fordi den blev taget i Norge:

"Man bliver jo ikke straffet dobbelt. Derfor får de ikke frataget deres lægeautorisation i Danmark. Vi registrerer at de har fået frataget deres autorisation i Norge og holder øje med dem fremover,” sagde Sundhedsstyrelsen til dr.dk i 2012.

Da psykiateren rent faktisk vil starte med at praktisere i Danmark, skifter han navn og tager et møde med Sundhedsstyrelsen. Herefter vurderer styrelsen, altså at han kan praktisere i Danmark uden hindringer, og han bliver ansat på Risskov Hospital i Region Midtjylland.

Styrelse: Vi kunne ikke advare

Sundhedsstyrelsen fortæller, at de ikke kan kommentere på den konkrete sag, men understreger, at der er forskellige regler i Norge og Danmark for, hvornår man kan fratage autorisationen. I forhold til den konkrete beslutning mener styrelsen ikke, at den har gjort noget galt:

- Man skal tænke på, at en strafferetslig forseelse, som en seksuel krænkelse er, der foregår efterforskningen i anklagemyndighedens regi. Det vil sige, at anklagemyndigheden har mulighed for at nedlægge en rettighedsfrakendelse. Det, man på daværende tidspunkt gjorde i Sundhedsstyrelsen, var, at man sagde, at det var et anliggende for anklagemyndigheden, og så afventede vi hvad anklagemyndighedens konklusion så blev. Den procedure har vi rettet op i dag, således at vi har styrket vores samarbejde med anklagemyndigheden, så vi nu går ind parallelt med, at anklagemyndigheden efterforsker sagen og vurderer om vi har grundlag for midlertidigt at fratage autorisationen, fortæller chef for styrelsens tilsyn Anette Lykke Petri.

Hun afviser også, at man kunne have informeret regionerne om lægens fortid:

- Vi har ikke juridisk grundlag for at gå ud med en generel advarsel om enkeltpersoner.

Har I gjort det godt nok i denne her sag?

- Vi har gjort det ud fra de juridiske spilleregler, vi har haft, siger Anette Lykke Petri.

T2Toolbox embed