Krimi

Eksperter: Skats ledelse kan risikere fængselsstraf

Skats ledelse risikerer fængselsstraf, hvis det kan bevises, at ledelsen ikke har reageret på medarbejderhenvendelser om, at der var noget galt i den udskældte afdeling, der har sendt mindst 6,2 milliarder skattekroner ud til udenlandske svindlere.

Udmeldingen kommer fra tre uvildige forvaltningsretseksperter, efter en centralt placeret tidligere medarbejder i Skat over for TV 2 har bekræftet, at man flere gange advarede ledelsen, uden at den reagerede.

Eksperterne er alle enige i, at det kan være et brud med forvaltningsretsloven, og at ledelsen kan forfølges strafferetsligt.

- Der er jo ingen tvivl om, at hvis ledelsen er vidende om, at der sker nogle udbetalinger, som er i strid med reglerne, så er der en pligt til at reagere. Og hvis man ikke gør det, kan der blive grundlag for at statuere et disciplinært ansvar, og i grove tilfælde kan der blive tale om et straffeansvar helt op til fire måneder, siger Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, til TV 2.

I sidste uge kom det frem, at Skats interne revision flere gange advarede om, at der var rod i håndteringen af skatterefusioner. Alligevel var den interne revision og medarbejdernes advarsler ikke nok til at stoppe svindlen, og det overrasker Sten Bønsing.

- Man bliver meget foruroliget, hvis det viser sig, at der både har været indberetninger fra revisionen og fra de medarbejdere, som sidder med arbejdsopgaverne, så synes jeg, det lyder som en meget grim sag, hvor man bør undersøge, om der er nogle, der skal pålægges et ansvar, siger han.

Liberal Alliance forventer sagen får konsekvenser for ledelsen

Torsdag deltager skatteminister Karsten Lauritzen i et lukket samråd, hvor flere politikere kræver svar på, hvad der er op og ned i en af danmarkshistoriens største svindelsager.

I samrådet deltager også Liberal Alliances skatteordfører Merete Riisager. Hun mener, at det med de nye oplysninger efterhånden står klart, at der er sket et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i Skat.

- Jeg forventer, at sagen vil få konsekvenser for ledelsen i Skat, og at dette ikke vil være af en karakter, hvor den ansvarlige blot parallelforskydes over i en anden højt betalt stilling i det offentlige, siger Merete Riisager til TV 2.

Hun mener, det er afgørende for forståelsen af ret og rimelighed, at der bliver placeret et ansvar.

- Skat og andre offentlige myndigheder må ikke være lukkede systemer, hvor man ikke drages til ansvar, hvis man svigter sin opgave fatalt, siger hun.

Ifølge Skat skulle svindlen være sket i forbindelse med forfalskede aktieudbytter i perioden fra 2012-2015, men hos Enhedslistens skatteordfører Rune Lund får både den tidligere regering og VKO-regering kritik for at have et medansvar.

Fra det tidligere regeringsparti Socialdemokraterne er meldingen fra skatteordfører Jesper Petersen, at det ikke er hans indtryk, at de tidligere ministre i SR-regeringens tid har haft kendskab til sagen.

Begge interviews kan høres i videoen her:

Den officielle forklaring: Sådan blev SKAT snydt for milliarder

  • Et organiseret netværk af selskaber i udlandet har på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation fået udbetalt udbytteskat af danske aktier.
  • Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.
  • Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden de har ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.
  • I alt har selskaberne anmodet om at få udbetalt udbytteskat 2.120 gange.
  • Gennemsnitligt har hver anmodning lydt på 2.924.528 kroner, og i alt er anmodningerne løbet op i 6,2 milliarder kroner.
  • Kilde: Skat