Krimi

Politi om ligfund: Højst sandsynligt dansker fra rave-fest

Svensk politi bekræfter, at de har fundet et lig i det område, hvor en dansk mand er forsvundet. Ukendt

Svensk politi bekræfter, at man har fundet et lig i det område, hvor den 31-årige dansker Martin Bentzen lørdag forsvandt fra en rave-fest ved byen Askum i det sydvestlige Sverige.

Politiet vil ikke bekræfte mandens identitet med 100 procents sandsynlighed, men: 

- Med største sandsynlighed er det ham, siger Jan Wirén, stedfortrædende vagthavende fra politiet, til den svenske avis Expressen.

- Det, som gør, at vi ikke kan bekræfte det med 100 procent, er, at han ikke havde noget ID på sig.

De pårørende er underrettet. Den 31-åriges søster skriver mandag aften på Facebook: 

- Det er med stor sorg, at vi må meddele, at min bror Martin Bentzen ikke er blandt os mere. Han er fundet her til aften af det svenske politi og militær, ikke langt fra Festival Pladsen. Tak til alle som har støttet os. 

Eftersøgt med hunde og helikopter

Den 31-årige dansker blev sidst set lørdag aften ved 21-tiden. Han havde været til en rave-fest, men da han ikke kom hjem til sit telt efter festen lørdag nat, blev hans venner urolige og anmeldte hans forsvinden til politiet. 

Det svenske politi har søgt massivt efter danskeren med blandt andet hundepatruljer og helikopter.

Ifølge Expressen har både danske og svenske venner samt den omkomnes søster ledt efter ham i terrænet, siden hans forsvinden. Og organisationen Missing People ville slutte sig til eftersøgningen tirsdag. 

Ingen kriminel handling 

Politiet understreger overfor Expressen, at man ikke forventer, der ligger nogen kriminel handling bag den danske mands forsvinden.

- Vi havde naturligvis ønsket en anden udgang. Samtidig er det godt, at vi fandt ham, så de pårørende får en afslutning, siger Jan Wirén.

Politiet koncentrerede eftersøgningen i området omkring festivalpladsen, der ligger i skoven udenfor Askum. Politiet beskriver terrænet i området som "utilgængeligt".

- Visse områder er decideret farlige. Der et blandt andet tale om kløfter og vandløb, sagde politiets pressetalsmand tidligere til Aftonbladet.