Krimi

Tidligere SAS-ansat sigtet i Se og Hør-sag

Københavns Vestegns Politi har sigtet en tidligere ansat i SAS for at have lækket fortrolige oplysninger om kendte personers flyrejser til journalister på ugebladet Se og Hør.

Det bekræfter forsvarsadvokat Morten Bjerregaard Nielsen over for TV 2.

- Jeg mener ikke, at der er grundlag for en sigtelse. Det er min opfattelse, at sigtelsen vil blive frafaldet.

- Og hvis politiet mod forventning tiltaler min klient, er jeg overbevist om, at han bliver frifundet.

Nægter sig skyldig

Ifølge Radio24syvs oplysninger har den tidligere SAS-ansat erkendt de faktiske forhold og tilstået, at han har leveret oplysninger til Se og Hør, men han nægter sig alligevel formelt skyldig i den sigtelse, der er rejst mod ham.

Hos SAS fortæller pressechef Trine Kromann-Mikkelsen, at selskabet først har fået kendskab til sigtelsen i dag fredag, og man ikke ved, hvem den sigtede er.

- Dengang Se og Hør-sagen rullede sidste år var der spekulationer om, hvorvidt en SAS-ansat havde lækkert oplysninger til ugebladet, men dengang var der ikke oplysninger nok til, at vi kunne efterforske, om det var sandt, og hvilken ansatte det eventuelt kunne være, siger hun til TV 2.

Københavns vestegns politi ønsker ikke at udtale sig om sigtelsen eller bekræfte den.