Mand såret af skud i Valby: Projektiler gik gennem bil

En 29-årig mand er søndag aften blevet ramt af mindst ét skud, efter at den bil, som han sad i, blev ramt af mindst tre skud. Det oplyser Københavns Politi.

Den 29-årige kom kørende sammen med venner ved krydset mellem Ålholmvej og Roskildevej i Valby. Her kom en mørk Mercedes bagfra og kørte op på siden af den 29-årige. Der blev afgivet mindst tre skud, hvoraf to rammer den 29-årige. Han blev ramt en gang i benet og en gang i hoften, men har ikke på noget tidspunkt været i livsfare fortæller Sajjad Haider til TV 2. 

Politiet fik anmeldelsen klokken 23.22 om, hvor vidner havde set den sårede blive læsset ind i en bil på Valhøjvej i Valby. 10 minutter senere kom der en melding fra Frederiksberg Hospital om, at de havde modtaget en mand med skudlæsioner.

Mercedes fundet på indre Nørrebro

Den sorte Mercedes, der menes at have forbindelse til skyderiet i Valby, er kort før klokken 05.00 fundet på indre Nørrebro.

- Vi skal undersøge bilen nærmere. Den er blevet fundet, efter at vidner har ringet til politiet og fortalt, at den holdt mærkeligt i forhold til de andre biler. Som om at den var blevet smidt. Det tyder på, at det er bilen fra skyderiet, siger Sajjad Haider.

Tre skudhuller

Manden blev opereret på Rigshospitalets Traumecenter, men er blevet afhørt af politiet.

 - Vi har afhørt en masse vidner og fundet gode spor. Vennen til forurettede bekræfter hændelsesforløbet, men vi kender endnu ikke motivet. Den 29-årige siger, at han ikke kender motivet til skyderiet, siger Sajjad Haider.

Umiddelbart kender politiet ikke skudofret for kriminelle forhold eller banderelationer.