Krimi

Ekstra terrorberedskab forlænges

Politibetjente vest for Storebælt skal indstille sig på flere vagter i hovedstaden. Det oplyser Rigspolitiet, der har forlænget assistancen til øget terrorberedskab, som oprindeligt skulle vare frem til den 1. september, men nu løber frem til den 1. november 2015.

Det skriver Berlingske.

Årsagen er ifølge Thorkild Fogde, der er politidirektør ved Københavns Politi, at terrortruslen i København fortsat vurderes som alvorlig.

- Man har valgt at forlænge assistancen af hensyn til sikkerheden og trygheden for det jødiske mindretal i Danmark, og det er primært ved jødiske mål, at de jyske betjente skal udføre opgaver. Jeg tror ikke, at vi vender tilbage til en bevogtningssituation som før angrebet ved Krudttønden. Situationen har udviklet sig sådan, at vi fremadrettet må regne med at skulle have et højere sikkerhedsniveau, siger Thorkild Fogde til Berlingske.

Det øgede beredskab kom efter terrorangrebet i København den 14. og 15. februar, hvor den formodede gerningsmand Omar Abdel Hamid El-Hussein skød og dræbte to personer ved henholdsvis Krudttønden på Østerbro og ved den jødiske synagoge i Krystalgade.

Efterfølgende har flere politikredse oplevet en øget mængde overarbejde og et højt sygefravær blandt betjentene. Samtidig venter en pensionsbombe også under politiet, hvor 1280 betjente er over 60 år, hvilket betyder, at de i princippet kan smide politiskiltet fra sig nu og gå på pension. Og Thorkild Fogde forventer også, at det forlængede terrorberedskab vil påvirke politiet yderligere.

- Når der skal anvendes mange hundrede mand i mange måneder i træk til nye opgaver, som vi ikke brugte folk på før, er det klart, at det belaster politiet. Politiet er ikke grunddimensioneret til at løse opgaver, der kræver så mange hundrede mand ekstra. Det er klart, at det skal drøftes med den nye justitsminister, hvilket sikkerhedsniveau vi skal have, og hvordan vi finansierer det, siger han.

Politiets overarbejde i 2015

Januar: 285.000 timer

Maj: 590.000 timer

31. december (skøn): 865.000 timer

Kilde: Justitsministeriet/ Rigspolitiet

De pressede betjente

TV 2 har henover sommeren sat fokus på landets politibetjente, som siden terrorangrebet i København i februar har været presset til det yderste.

Her kan du få et overblik over de historier, vi har bragt:

Efter terror: Betjente sygemelder sig på stribe

Politidirektør: Betjentene er under pres

Bevogtningsopgaver får konsekvenser: Sager om indbrud hober sig op

Pensionsbombe truer politiet: 1280 betjente kan smide skiltet

Pressede betjente: Tving os på gaden, og vi smider skiltet