Krimi

Hørte råb om hjælp fra vandet - redningsaktion indstillet

Redningsmandskab har i flere timer ledt efter en person, der er hørt råbe om hjælp fra vandet tæt ved kysten på Femø.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi tidligt fredag morgen til Ritzau.

En jazzfestival finder i disse dage sted på den lille ø ud for Lolland.

Ifølge vagtchef Jens Frederiksen har en deltager i festivalen muligvis taget sig en dukkert i bølgerne og derefter kommet i vanskeligheder.

- Men det ved vi ikke. Ingen personer er meldt savnet, understreger han.

Politiet fik en anmeldelse klokken 02:25 fra en person, der fra stranden mente at have hørt et råb om hjælp ude fra vandet.

- Det er mørkt, så han kan ikke få øje på noget ude i vandet. Men han fornemmer, at der er en person, siger vagtchefen.

Politiet deltog tidligt fredag i eftersøgningen med en patrulje. Desuden var en redningsbåd fra Falck og en redningshelikopter fra Forsvarets søredningstjeneste med til at undersøge, om der er hold i anmeldelsen.

Men fredag morgen blev eftersøgningen indstillet. 

- Man mener efter bedste overbevisning, at der ikke er nogen i overfladen eller i på bunden. Vi kan dog endnu ikke sige noget om, hvorvidt der er tale om falsk alarm. Det ved vi først i løbet af dagen, når vi har talt med folk, siger vagtchefen fredag morgen til TV 2.