Krimi

Står til livstid: Rocker tiltalt for likvidering i Næstved

Der var ikke bare tale om en iskold likvidering med et enkelt skud gennem et vindue, men kulminationen på et decideret opgør mellem to rockergrupper, da en 22-årig mand i december 2013 blev dræbt i sit hjem i Næstved.

Det mener Statsadvokaten i København, der nu har rejst tiltale i sagen mod en bare 20-årig Bandidos-rocker.

Den 20-årige er ikke bare tiltalt for at i forening med en eller flere medgerningsmænd at have dræbt 22-årig Edin Fakic, der havde relation til en gruppen Westside Nation i Næstved.

Han er også tiltalt for at drabet skal have været et led i et decideret opgør mellem Bandidos og Westside Nation efter en særlig bandeparagraf i straffeloven kaldet 81 a.

Bliver han dømt for drab som et led i et rockeropgør er udgangspunktet, at den 20-årige skal i fængsel på livstid. Det fremgår direkte af lovens forarbejde.

- I tilfælde, hvor domstolene i dag ville udmåle en straf på mere end 10 års fængsel – f.eks. i en drabssag – er det forudsat, at der fremover som udgangspunkt straffes med fængsel på livstid, står der i forarbejdet til loven.

Hvis den 20-årig bliver dømt for et bandedrab, vil det i givet fald være første gang, det sker. I de to drabssager, der hidtil har været for retten efter bandeparagraffen, har retten vendt tommelen nedad.

Drabet på Edin Fakic skete 9. december 2013. Politiet gik ud med en stribe nye oplysninger i sagen et år efter drabet.

Offentliggørelsen førte til et gennembrud i sagen, og 14.januar 2015 anholdt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi den 20-årige.

Den 20-årige Bandidos-rocker blev fremstillet i grundlovsforhør senere samme dag og nægtede sig skyldig. Han har siddet fængslet lige siden.

TV 2 har været i kontakt med den 20-åriges forsvarer, Finn Walther Petersen. Denne ønsker ikke at kommentere sagen.

Drabet fulgte i kølvandet på, at en større gruppe rockere meldte sig ud af Bandidos i Næstved i 2013 og smækkede med døren i utilfredshed med klubbens øverste ledelse.

I et opsigtsvækkende brev, der blev sendt rundt til hele Europa og senere havnede i pressen, beskyldte udbryderne den danske - og europæiske - præsident af Bandidos, Michael Rosenvold, for at være svag og holde hånden over en stikker.

Det sidste havde ifølge udbryderne den tidligere Næstved-præsident, Arash Hamedani, adskillige års fængsel i en narkosag - men "stikkeren" fik lov til at blive i Bandidos.

Arash Hamedani - tidligere præsident for Bandidos i Næstved

I kølvandet på brevet brændte flere adresser med tilknytning til Bandidos - herunder det danske hovedkvarter i Helsingør - ned til grunden.

Ifølge politiet var situationen så ophedet, at det i oktober 2013 var nødvendigt at lukke Westside Nations klubhus i Næstved under henvisning til rockerloven.

Ifølge politiet var der 'en akut, lokal konflikt mellem Bandidos og Westside Nation.'

Politiinspektør Kim Kliver er glad for, at Statsadvokaten i København har fulgt politiets indstilling og rejst tiltale efter bandeparagraffen.

- Vi mener, at der i høj grad var tale om en konfliktsituation. Det var Westside Nation mod Bandidos. Det var jo også derfor, at vi kunne bruge rockerloven til at lukke rockernes klubhus i Næstved i den periode, siger politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Huset på Præstøvej i Næstved, som de frafaldne Bandidos-medlemmer ifølge politiet samlede sig i under navnet 'Westside Nation'

følge politiet stoppede konflikten i Næstved ikke med drabet 9. december 2013.

24. december 2013 blev der skudt mod en villa på Kildemarksvej i Næstved, hvor beboerne - herunder børn - måtte søge i skjul. En søn i familien var tilknyttet Westside Nation.

Samme dag fulgte ifølge politiet yderligere tre angrebsforsøg i byen.

-  Disse angreb skete alle mod personer, der har tilknytning til Westside Nation, og vi er derfor temmelig overbeviste om, at gerningsmændene også i denne forbindelse skal findes blandt medlemmer af Bandidos, fortalte politiinspektør Kim Kliver et år efter drabet.

Adressen på Kildemarksvej, der blev beskudt om aftenen 23. december 2013. Da TV 2 besøgte adresse i slutningen af januar 2014 havde familien dækket skudhullerne i vinduerne af med børnetegninger

Disse sager er fortsat uopklaret. Det samme er de brande, der sættes i forbindelse med konflikten.

TV 2 har tidligere kulegravet optakten til, at Bandidos i Næstved gik i opløsning.

Det kan du læse mere om her - NARKO, ÆRE og HÆVN: Historien om, hvordan Bandidos gik itu.

Sagen er endnu ikke berammet ved Retten i Næstved.