Krimi

Politi: Turister tror, at hashkøb er tilladt på Staden

Københavns Politi har hen over sommeren uddelt bøder til turister, som fejlagtigt tror, hashsalget i Pusher Street er legalt.

- Vi har en del udlændinge og turister, som handler inde på Pusher Street, og hovedparten af dem ser meget overraskede ud, når vi fortæller dem, at det er ulovligt, siger vicepolitiinspektør Dannie Rise til Politiken.

I tiden op til Roskilde Festival har politi med narkohunde været massivt til stede i området omkring Christiania, og i alt er 283 personer blevet noteret for at være i besiddelse af hash til eget brug. 27 er sigtet for at køre påvirket, oplyser vicepolitiinspektøren.

- Det er mere end sædvanligt, og det skyldes selvfølgelig, at vi har intensiveret patruljeringen. Men det bliver også åbenlyst for os, når vi taler med folk, at mange tror, at det er lovligt, siger han.

Besiddelse af hash udløser en bøde på 2.000 kroner.Er klumpen over 10 gram er taksten 3.000 kroner.