Krimi

Kobesætning drevet til søs i det fynske øhav

Fyns Politi kæmper i skrivende stund for at indfange en gruppe køer, der har forladt en mindre besætning og stukket til søs fra den lille ø Store Egholm i det sydfynske øhav.

Torsdag morgen drev flere kvier i land på Langeland fra Rudkøbing til Bagenkop, og der er kommet kvier – både levende og døde - til flere øer i området, hvor redningsmandskab og landmanden kæmper med de søfarne køer.

- Der er tale om nogle køer, som har valgt at forlade øen. Af hvilken grund vides ikke, men det er ikke noget nyt, da vi har set flere eksempler på det, siger vagthavende ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist.

Han forklarer, at Fyns Politi stadig er i gang med at indfange køerne, der driver i land flere steder.

- Vi er til stede dernede, hvor det nu handler om at få indfanget dyrene, når de kommer i land, siger Kenneth Taanquist, og understreger:

- Der er nogle, der klarer den, og så er der nogle, der ikke klarer den.

Politiet kan ikke med sikkerhed sige, hvorfor køerne stikker til søs, men det kan ifølge vagthavende være et resultat af lavvandet i det sydfynske øhav, og køerne kan være blevet fanget at tidevandet.