Krimi

Historisk dom: Said Mansour mister dansk statsborgerskab

Said Mansour - tidligere Sam Mansour - er i Østre Landsret onsdag blevet frakendt sit danske statsborgerskab.

Den tidligere terrordømte mand idømmes desuden fire års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt.

Tolv dommere og nævninge stemte for fire års fængsel, seks stemte for fire og et halvt år, mens kun én nævning stemte for, at Mansour ikke skulle have frataget sit statsborgerskab.

Dommen er historisk - aldrig er en lovovertræder blevet frakendt dansk statsborgerskab.

Indfødsretsloven blev - i kølvandet på terrorangrebet på World Trade Center i 2001 - ændret af den daværende VK-regering, så det blev muligt at frakende terrordømte deres statsborgerskab.

Fremmede terror i tre bøger

Den 55-årige mand, der også er kendt som 'Boghandleren fra Brønshøj' dømmes for blandt andet at have opildnet til terror.

Mansour har støttet terrorisme, har opfordret til drab på navngivne personer og overtrådt straffelovens såkaldte racismeparagraf, fastslog landsretten i sidste uge, og onsdag er der altså faldet dom over boghandleren.

En del af de ulovlige ytringer er sendt via e-mail og slået op på Facebook.

Samtidig er Mansour ifølge landsretten skyldig i at fremme terror ved at udbrede tre bøger af den omstridte prædikant Abu Qatada.

Said Mansour stammer fra Casablanca i Marokko, men har boet i Danmark siden 1984 og blev dansk statsborger i 1988.

I retten har Mansour gjort det tydeligt, at han netop frygter en udvisning til Marokko.

- Jeg bliver henrettet, har han sagt om landet, der ønsker ham udleveret.

Udvisning afgøres af myndighederne

Nævningetinget ville ikke tage stilling til, hvorvidt det er forsvarligt at udvise Said Mansour. 

Det må være op til udlændingemyndigheder og Flygtningenævnet, forklarede de.

Saif Mansour, der ved domsafsigelsen var iklædt en hvid kjortel og en sort tophue, modtog dommen med ophøjet ro. Tilstede i retten var også Mansours kone, en yngre dansk konvertit.

Forsvarsadvokat for Said Mansour, Thorkild Høyer, fortæller, at han vil forsøge at få sagen for Højesteret.