Krimi

49-årig får tre år for sex-misbrug af datter og niece

En 49-årig mand blev tirsdag dømt i retten i Odense for seksuelle overgreb mod sin egen datter og sin niece. Det skriver Fyens Stiftstidende

Han blev idømt tre års fængsel for en stribe overgreb, der fandt sted, mens pigerne var fire til seks år gamle. 

Ifølge avisen lagde dommeren særlig vægt på, at pigerne var så små, da den dømte forbrød sig mod dem, og at det var hans egen datter og niece. 

Den 49-årige, der kommer fra den østlige del af Middelfart Kommune, har erkendt de fleste forhold. Heriblandt, at han har fået begge piger til at udføre oralsex på sig. 

Krænket i børneværelset

Han nægtede at have voldtaget sin niece, og et flertal blandt dommere og domsmænd afgjorde, at han ikke blev dømt for det, da de ikke fandt det bevist, at det, han var tiltalt for, var et egentligt samleje. 

Ifølge Ekstra Bladet er krænkelserne foregået i mandens soveværelse, i en campingvogn og den ene af pigernes børneværelse. 

Sagen begyndte at rulle i januar, da den 49-åriges datter brød sammen og fortalte sin mor om overgrebene. Flere år efter at forældrene var gået fra hinanden. 

I februar fortalte moderens niece, at hun også var blevet udsat for krænkelser.

"Tumlet" i sengen

Ifølge Fyens Stiftstidende fortalte kvinden i retten, at hun aldrig havde anet uråd. Kun én gang havde hun bemærket, at hendes mand og niece kom sammen ud fra soveværelset, da hun kom hjem efter at have luftet hund. 

Men de sagde, at de bare havde tumlet i sengen, fortalte hun i retten om episoden, hvor manden angiveligt har befamlet pigen på skridtet.  

Anklagemyndigheden ved Fyns politi havde rejst tiltale for seks forhold mod den 49-årige mand. Anklager om voldtægt ved samleje eller anden kønslig omgængelse mod børn under 12 år. En forbrydelse med en strafferamme på 12 års fængsel.

Anklageren bad om mindst tre et halvt års fængsel til den dømte, mens hans forsvarsadvokat plæderede for maks to års fængsel - og de måtte gerne være betinget. 

Den dømte overvejer nu at anke dommen på tre års fængsel.