Krimi

Ekspert om lig i mergelgrav: Må kende sin morder

Den endnu ukendte unge mand, der tirsdag blev fundet dræbt - bagbundet på hænder og fødder og bundet fast til klodser - i en mergelgrav på Sydsjælland, kan meget vel være smidt i graven af folk, han kender.

Det vurderer den erfarne drabsefterforsker Kurt Kragh, der gennem 27 år har efterforsket drabssager hos Rigspolitiets Rejsehold.

- Vi plejede i Rejseholdet at sige, at den omstændighed, at man forsøger at skjule liget, betyder, at der er en relation mellem ofret og gerningsmanden. Identiteten på ofret kan føre politiet på sporet af gerningsmanden, for det er næsten altid relationen mellem offer og gerningsmand, der gør, at man er i stand til at opklare et drab. Det ønsker gerningsmanden ikke, og derfor forsøger han at sikre, at liget aldrig bliver fundet, siger Kurt Kragh.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi oplyste i går i en pressemeddelelse, at den yngre mand var bagbundet på hænder og fødder.

Det kan indikere, at han enten har været fanget og mishandlet eller har lidt en grusom død, mener Kurt Kragh.

- Hvis du er bundet på hænder og fødder, tyder det det på, at han enten er holdt fanget i et stykke tid og måske har været udsat for noget vold inden døden, eller at han er smidt direkte levende ned i mergelgraven. Det er ret usædvanligt. Så er man kold. De sager, jeg har været med til at efterforske, der har de altid været slået ihjel inden, siger Kurt Kragh.

Kurt Kragh gætter på, at ofret må være fra det område, hvor han er blevet fundet.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi havde torsdag formiddag fortsat ikke fastlagt identiteten på den dræbte - herunder om han var i live, da han blev smidt i mergelgraven. Det spørgsmål vil obduktionen afklare.

I første omgang er det afgørende for efterforskningen at finde ud af, hvem ofret er. Det sker blandt andet via eventuelle fingeraftryk, dna, tandaftryk, påklædning og andre særlige kendetegn, som den dræbte måtte have.

Oplysningerne sammenkøres med Rigspolitiets register over efterlade og sendes måske endda ud via Interpol, vurderer Kurt Kragh.

- Det er det altafgørende skridt. Inden det er på plads, kan man ikke komme videre. Personligt kunne jeg forestille mig, at der en person fra Lolland Falster eller Sydsjælland - måske fra det kriminelle miljø, siger Kurt Kragh.

Derfor gætter han også på, at ofret hurtigt vil være identificeret - og så begynder politiets egentlige efterforskning.

- Når de ved, hvem han er, starter hele maskineriet. Hans bopæl - er det gerningsstedet? Hvad har han af mobil? Internetopkobling, bankkonti - hvornår har han sidst hævet penge? Hele hans omgangskreds og vennekreds - hvem har et motiv til at slå ham ihjel? Sædvanligvis vil det afdække et motiv, når man får set på, hvad han er for en person, siger Kurt Kragh.