Det jødiske samfund ventede på hjælp på terroraften

Det jødiske samfund i København bad mange gange politiet og PET om beskyttelse af synagogen i Krystalgade i København efter angrebet på mødestedet Krudttønden om eftermiddagen den 14. februar.

Men det tog i hvert fald tre timer, før politiet mødte op, fortæller kilder til TV 2.

-Jeg har været i kontakt med en kvinde, der skulle med til aftenens konfirmation i synagogen i Krystalgade. Hun fortæller, at hun undrede sig over, at der stadig ikke var politi til stede, da gæsterne stod i kø udenfor for at komme ind ved 19-tiden, fortæller TV 2’s reporter Anders Lomholdt.

Skyderiet ved Krudttønden på Østerbro, som kostede den civile Finn Nørgaard livet, skete omkring klokken 15:30, men politiet ankom altså angiveligt først til synagogen efter klokken 19.

- Og da de endelig kom, havde i hvert fald den ene betjent ikke den fornødne skydetræning, fortæller Anders Lomholdt.

Angrebet på synagogen i Krystalgade skete lige efter midnat, omkring klokken 00:40, hvor synagogens egen vagtmand Dan Uzan blev skudt og dræbt af den formodede gerningsmand Omar Abdel Hamid El-Hussein. 

- Det jødiske samfund har nogle særlige muligheder for at kontakte politiet og PET, hvis der er behov for det. Synagogen er jo et af de mest oplagte mål for islamisk terror. Men det jødiske samfund tog gentagne gange kontakt til både politiet og PET uden resultat, fortæller Anders Lomholdt.

Politiet forventer, at der omkring 1. maj foreligger en redegørelse om hele forløbet den 14. februar. Redegørelsen skal både kortlægge, hvad der præcist skete den aften og samtidigt komme med anbefalinger til, hvad man eventuelt kunne gøre bedre i fremtiden.