Far dræbte mor - og så fik han forældremyndigheden

Sidste sommer blev den 39-årige mor til to, Hafida Bourouih, dræbt af sin eksmand Anders Larsen.

Først kvalte Anders Larsen ekskonen med hænderne, derefter med en ledning. Det skete, mens børnene – to drenge på to og fire år - opholdt sig i et andet rum i lejligheden.

Derefter pakkede han liget ind i en plastiksæk og smed det i bagagerummet på en bil. I timevis kørte han rundt på Sjælland med børnene på bagsædet, indtil liget blev smidt ved en skrænt i Sydsjælland.

Søgte forældremyndighed fra fængslet

Anders Larsen erkendte kort efter, at han slog Hafida Bourouih ihjel, og nu sidder han i fængsel og afventer retssagen. Men sideløbende har han søgt forældremyndigheden over børnene. 

Han havde i forvejen delt forældremyndighed over den ældste dreng og ingen forældremyndighed over den yngste.

Den sag er nu endt med, at Statsforvaltningen tildelte ham forældremyndigheden over begge drenge. En afgørelse, der vækker stor frustration i den dræbte kvindes familie.

- Vi er i chok over den afgørelse. Hvordan kan man på den måde belønne en morder for at have slået børnenes mor ihjel. Det er jo helt forfærdeligt, hvad de børn har været igennem. Og hvordan skal deres far nogensinde blive en god og kærlig forælder for de to drenge, siger Hassan Bourouih, som er bror til den dræbte Hafida Bourouih.

Bror til dræbt mor tager sig af drengene

Siden drabet 24. juli sidste år har de to drenge boet hos Hassan Bourouih og hans kone. De har i forvejen to børn på 9 og 11 år. 

Hafida Bourouih og Anders Larsens drenge var i forvejen knyttet til Hassan Bourouihs familie, og i de forløbne otte måneder er de faldet godt til. I en vurdering fra Glostrup Kommune lyder det om familien Bourouih, at ”de tager fint hånd om drengene, og at de kan sikre en opvækst i et kærligt og trygt miljø med tæt kontakt til hele moderens familie.”

Derfor søgte Hassan Bourouih og hans kone om forældremyndigheden over børnene.

- Vi elsker de børn, som var det vores egne. Vi kender dem rigtig godt, og vi mener, at vi er i stand til at give dem de trygge rammer, de har brug for til at komme videre i livet, siger Hassan Bourouih.

Han tilføjer, at drengene er tæt knyttet til hele hans familie med syv søskende, der kom fra Marokko til Danmark for 35 år siden.

Statsforvaltningen sagde nej

Ikke desto mindre blev Hafida Bourouihs drenge straks efter afgørelsen den 17. marts fra Statsforvaltningen flyttet over til gerningsmandens familie – det vil sige Anders Larsens to forældre, der begge er pensionister.

Når Statsforvaltningen besluttede at overlade ansvaret for børnene til drabsmanden, Anders Larsen, selvom han skal sidde i fængsel de næste mange år, skyldes det paragraf 15 i forældreansvarsloven.

Den fastslår, at den forælder, der har slået den anden forælder ihjel, som udgangspunkt får forældremyndigheden. Med mindre "det er af afgørende betydning af hensyn til barnet, at forældremyndigheden ikke bliver hos den længstlevende".

I afgørelsen fra Statsforvaltningen står der, at "det forhold, at du har slået børnenes mor ihjel og formodentlig skal sidde i fængsel i en længere årrække, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at forældremyndigheden over (…) ikke skal blive hos dig".

"God og kærlig tilknytning til faderen"

Derudover lægger Statsforvaltningen i deres afgørelse vægt på, at Anders Larsen er drengenes far, og at de på baggrund af kommunens vurdering "har en god og kærlig tilknytning" til deres far.

Anders Larsens ønsker ikke selv at kommentere sagen. Heller ikke hans forældre, som lige nu passer børnene ønsker at kommentere sagen udover, at de på telefon siger, at ”Hafidas familie er fuld af løgn”.

Til gengæld siger broren til Anders Larsen:

- Min bror har altid været en god far. Det var han, før han begik den forfærdelige forbrydelse, og det er han stadig. Og børnene elsker ham og har et meget tæt forhold til ham, og det har de altid haft. Og den her beslutning om forældremyndighed er truffet af Glostrup Kommune og Statsforvaltningen.

Og du mener, han kan varetage sin forældremyndighed på fornuftig vis, selvom han sidder i fængsel?

- Det mener jeg, og det mener Statsforvaltningen tilsyneladende også. Det er jo ikke mig, der har besluttet, at han skal have forældremyndigheden. Der er psykologer, advokater og sagsbehandlere. Det er dem, der har vurderet, at han kan varetage faderrollen, selvom han sidder i fængsel, siger Peter Larsen.

Han har løbende kontakt med sin bror, Anders Larsen, og har i øvrigt også selv søgt om forældremyndigheden for det tilfælde, at hans bror ikke skulle få den.

Overvejer at gå til domstolene

Den dræbte Hafida Bourouihs familie overvejer nu gå til domstolene for at få omstødt Statsforvaltningens afgørelse. For som det ser ud lige nu, har den dræbtes familie ingen kontakt til børnene. Og i en besked fra Peter Larsen har de fået at vide, at de skal tage direkte kontakt til drengenes far, hvis de ønsker samvær.

- Det er på alle måder krænkende. Børnene er blevet flået fra os fra den ene dag til den anden. Og nu skal vi tage direkte kontakt til min søsters morder, hvis vi vil se børnene. Jeg forstår simpelthen ikke den her beslutning, siger Hassan Bourouih.

Har du selv oplevet noget lignende? Kontakt TV 2s journalist Anders Lomholt på anlo@tv2.dk.

Se 19 NYHEDERNES indslag om sagen øverst i artiklen.