Derfor er bandefolk og terrorisme en farlig cocktail
Torsdag og fredag blev yderligere to personer anholdt for at have hjulpet Omar Abdel Hamid El-Hussein ved terrorangrebene i København i sidste måned.
I alt fem personer er nu sigtet for at have hjulpet den formodede gerningsmand, og i hvert fald den ene menes at have tilknytning til den kriminelle bande Brothas, som også Omar Abdel Hamid El-Hussein har befundet sig i periferien af.
Ifølge radikaliseringsforsker Anja Dalgaard-Nielsen, Stanford University, er den militante islamismes grænser blevet mere udflydende, og en øget kobling mellem folk fra bandemiljøer og radikaliserede terrorister har ændret terrortruslen i en negativ retning:
- Det ændrer karakteren af terrortruslen i den forstand, at det tidligere var sådan, at en meget kritisk proces i en radikaliseringsproces var der, hvor man skulle flytte folk fra at have nogle helt naturlige barrierer mod at skade andre mennesker til at komme dertil, hvor man er i stand til at gøre det.
Den proces tager langt kortere tid, når de militante islamistiske miljøer i stigende grad kan rekruttere unge bandemedlemmer, forklarer Anja Dalgaard-Nielsen.
- De her mennesker kommer med et voldsberedskab, så radikaliseringsprocesserne kan gå betydeligt hurtigere, og de her mennesker har jo så også typisk adgang til våben, og det er selvfølgelig også et problematisk aspekt.
Bandemedlemmerne har tilmed tit fængselsdomme bag sig, og et ophold bag tremmer kan også være med til at radikalisere dem.
Dette gælder særligt ved fængsler, der er underbemandet eller mangler autoriserede imamer, fortæller Anja Dalgaard-Nielsen.
Se hele interviewet med radikaliseringsforskeren i videoen øverst i artiklen.
Se herunder en 3D-grafik, der viser, hvordan terror-døgnet i København forløb: