Krimi

Sygehus efter "mistænkelige dødsfald": Patienter har ingen grund til bekymring

- Jeg vil gerne sige, at der er ingen grund til at være nervøs som patient på sygehuset.

Det siger sygehusdirektør Arne Cryon fra Nykøbing Falster Sygehus mandag aften, efter hans sygehus dagen igennem har været centrum for mediernes intense interesse.

Sent mandag eftermiddag blev en 29-årig kvinde varetægtsfængslet i tre uger, sigtet for drab efter flere mistænkelige dødsfald på Nykøbing Falster Sygehus. Grundlovsforhøret af kvinden foregik for dobbeltlukkede døre, og det er derfor meget lidt offentligheden har fået at vide om, hvad sagen drejer sig om.

- Det er en dybt tragisk sag, og hvis det har fundet sted på et sygehus, hvilket vi ikke ved endnu, så er det jo dobbelt tragisk, siger sygehusdirektør Arne Cryon til TV 2.

Det var netop sygehusledelsen, der startede sagen søndag, da man kontaktede politiet i forbindelse med flere ”mistænkelige dødsfald”. Politiet gik straks ind i sagen – og allerede søndag blev den 29-årige kvinde anholdt. Anholdelsen og dagens varetægtsfængsling har bestyrket sygehusdirektøren i, at der var et vist hold i sygehusets mistanke – som han i øvrigt ikke vil komme nærmere ind i.

- Det at vi havde oplevelser, der gjorde os mistænksomme, det er jo blevet bekræftet af politiets efterforskning. Mere kan jeg ikke sige, siger sygehusdirektør Arne Cryon.

Den 29-årige kvinde, der har en tilknytning til sundhedssektoren, blev fængslet i tre uger. Hun nægtede sig skyldig i sigtelsen, og har – ifølge Ekstra Bladet – kæret kendelsen om varetægtsfængsling.