Krimi

Idømt betinget fængsel: 16-årig truede med at smadre lærer

- Jeg er ikke bange for at smadre dine tænder.

Med ord som disse truede en 16-årig tidligere elev på Bagsværd Skole en 36-årig kvindelig lærer på skolen med tæsk i skolegården. I går blev den tidligere elev, der ikke er tidligere straffet, ved retten i Glostrup idømt 14 dages betinget fængsel med en prøvetid på ét år for truslerne.

Den tidligere elev, der ifølge tv2.dks oplysninger er af anden etnisk oprindelse end dansk, modtog dommen.

Episoden startede, da den tidligere elev kørte på knallert i skolegården. Det blev påtalt af den 36-årige lærer, og så truede eleven læreren med tæsk.

Den  tidligere elev erkendte i retten, at der havde været en episode i skolegården, men han afviste at have truet læreren. Han blev dømt efter den paragraf i straffeloven (paragraf 119), der handler om trusler mod embedsmand i funktion. Episoden på Bagsværd Skole fandt sted i maj sidste år og blev efterfølgende anmeldt til politiet af skolen.

Vold og trusler om vold mod lærere er et stigende problem i den danske folkeskole.

- Der er kortere lunter hos alle ude på skolerne - det drejer sig om elever, forældre, lærere og ledere. Det hele er mere ophedet for tiden, og derfor opstår der lettere konflikter. Trusler er for eksempel et område i stigning, siger Laurits Lynge, chef for organisation- og arbejdsmiljøafdelingen i Danmarks Lærerforening (DLF) til Folkeskolen.dk.

Hos DLF har man set en kraftig stigning i antallet af arbejdsskadesager, afskedssager og i henvendelser fra lærere, der ønsker rådgivning på grund af psykiske arbejdsmiljøproblemer.

Ifølge Folkeskolen.dk var der i 2014  452 nye anmeldelser om arbejdsskader, mens der i 2009 var 333 sager. Årsagerne er ifølge Laurits Lynge primært stress, for mange arbejdsopgaver og konflikter/vold.

Andelen af de arbejdsskader, der anmeldes som følge af vold eller trusler om vold er stærkt stigende, i en enkelt uge i januar drejede seks af ni anmeldte arbejdsskader sig om vold og trusler.

- Det er de meldinger vi får, bekræfter Per Sand Pedersen, formand for organisations- og arbejdsmiljøudvalget i DLF, til tv2.dk.

Den gårdvagts-lignende opgave, som den 36-årige lærer fra Bagsværd Skole havde, da hun blev udsat for truslerne, er ikke ny for lærerne.

Men i modsætning til tidligere er børn og unges tolerancetærskel blevet lavere, og de reagerer hurtigere med at svare igen eller skride til vold eller trusler end tidligere.

- De er blevet mere udadreagerende, siger Per Sand Pedersen.