Krimi

Terror: To mænd kræves fortsat anholdt for at hjælpe formodet gerningsmand

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi vil kræve fortsat fængsling af to mænd, der er sigtet for at hjælpe Omar Abdel Hamid El-Hussein, der mistænkes for at skyde og dræbe 37-årige Dan Uzan og 55-årige Finn Nørgaard ved terrorangrebet i København.

De to mænd, der er 19 og 22 år gamle,  blev anholdt henholdsvis klokken 8.14 og 14.50 søndag den 15.februar, få timer efter det sidste angreb ved synagogen i Krystalgade, der fandt sted klokken ca. 00.45.

De er sigtet for medvirken til drabene på en 55-årig filminstruktør og en 37-årig jødisk mand samt medvirken til fem drabsforsøg mod politifolk. Ved grundlovsforhør for lukkede døre blev de to fængslet 10 dage, og den fængslingsfrist udløber i morgen, hvor de to blive fremstillet igen ved to retsmøder i forlængelse af hinanden i Københavns Byret.

Ifølge sigtelsen har mændene hjulpet Omar El-Hussain med at bortskaffe våben efter de to skudepisoder, og de er desuden sigtet for at sørge for et tilflugtssted til Omar El-Hussain.  Både politiet og Statsministeriet har betegnet angrebene mod Krudttønden og synagogen som terror. Men i sigtelserne mod de to mænd har man ikke citeret straffelovens terrorparagraf.

Anklagemyndigheden vil kræve en forlængelse af fængslingen af de to, men ønsker ikke at oplyse hvor længe man ønsker fængslingen forlænget, eller om sigtelserne stadig er de samme - medvirken til drab og drabsforsøg.

Michael Juul Eriksen, der er forsvarer for den 22-årige, der har tilknytning til Mjølnerparken i København, oplyser til tv2.dk, at han vil kræve åbne døre for offentligheden ved retsmødet i morgen.

- Jeg synes det er rimeligt. Der har allerede været så mange detaljer fremme, og politiet har selv givet detaljerede oplysninger, siger Michael Juul Eriksen til tv2.dk.

Det bliver dommeren ved retsmødet, der skal afgøre om dørene skal åbnes - anklagemyndigheden vil som under grundlovsforhøret begære lukkede døre under retsmøderne, oplyser Københavns Politi.