Sejr til politiet i byretten: Alle 10 dømt i hash-sag

16x9

Københavns Politi fik fredag middag en stor sejr i Københavns Byret, hvor 10 personer var tiltalt for i forening at have solgt flere hundred kilo hash i fem forskellige boder på Christiania.

Alle 10 tiltalte er idømt straffe mellem et år og ni måneders fængsel og to år og ni måneders fængsel.

Samlet set blev de 10 idømt 22 og et halvt års fængsel.

De bliver alle dømt for at have handlet i forening og efter fælles forudgående aftale, hvilket har været sagens centrale tema.

Mente retten, at de ikke havde handlet i forening i de enkelte boder, kunne de tiltalte alene dømmes for de få kilo, som de selv havde langet over disken. Havde de derimod handlet i forening, skulle de straffes for det samlede salg, der havde været i boden - også når den enkelte ikke havde været i den.

Politiet havde lagt op til, at de tiltalte skulle dømmes for at have medvirket til at sælge 500 gram hash dag ud og dag ind på Christiania.

Retten barberede mængden ned til 350 gram, men mente ellers i det store og hele, at de tiltalte ellers skulle dømmes efter anklageskriftet.

For de fleste af de tiltalte betød det, at de blev dømt for at have været med til at sælge mere end 100 kilo hash - hvilket retten for seks af 10 tiltalte takserede til to og et halvt års fængsel.

Centralt i sagen har været, om de tiltalte - der er set mellem 16 og 82 gange på Christiania over mere end et år - kunne dømmes for at have handlet i forening i de boder, hvor de var set.

Det mente retten, at de kunne.

- Vi har lagt vægt på, at der er tale om organiseret handel med hash, og at det er noget, alle de tiltalte har været bekendt med. De ved godt, at der bliver handlet med hash. De tiltalte, som er sælgere, bor alle på Christiania, sagde retsformand Merete Engholm.

- Det, at man har været væk fra boden i en periode, mener vi ikke skal trækkes fra, når man kommer tilbage og fortsætter med at handel og være en del af det setup, som vi mener, at der er på Christiania.

Københavns Byret lagde til grund, at hver sælgerne havde haft en fortjeneste på 20 kr. per solgt gram hash. Ifølge dommer Merete Engholm måtte det føre til, at der fra hver af sælgerne skulle konfiskeres 1 mio. kr. - efter at retten havde givet en rabat.

- Derfor er vi kommet frem til den her million. Det synes vi, er et højt tal. Det er det, vi har skønnet og synes, at vi kunne skønne, sagde retsformanden.

For en af de dømte sælgere udmålte retten en straf, der var højere end to og et halvt års fængsel. Han fik lagt tre måneder oveni.

- Det er fordi, at han er straffet for ganske kort tid siden for lignende kriminalitet, og så synes vi, at der er tale om et hurtigt recidiv, sagde Merete Engholm.

Stemningen i Københavns Byret var på kogepunktet i timen op til afsigelsen af dommen i sagen, der er blevet kaldt den største hash-sagen nogensinde målt på antallet af tiltalte.

Ifølge repræsentanter fra Københavns Politi havde sagens dommer besluttet kun at lukke én pårørende per tiltalt ind i retten. Samtidig havde hun besluttet, at de lytterum, der har været åbne under store dele af sagen, skulle forblive lukket.

Alene 10 pårørende og fire journalister fik derfor lov til at høre, hvilken straf de 10 tiltalte i den første af de seks Christiania-sager skulle have.

Omkring 50 venner og pårørende blev derfor bedt om at forlade retten. Det samme gjorde i første omgang flere journalister. Siden fik yderligere tre lov til at komme ind i retslokalet.

Tv2.dk har forsøgt at få en kommentar fra Københavns Byrets pressekontakt-dommer. Hans telefon var fredag middag slukket.

Alle tiltalte ankede dommen på stedet.

Sag 6

'Sag 6' er én af seks sager, der alle udspringer af halvandet års efterforskning mod hash-handlen på Christiania.

Sagen består af 10 tiltalte - heraf tre kvinder - og fem boder, der ifølge politiet hver har solgt 500 gram hash om dagen. Boderne har efter politiets opfattelse haft åben mellem 358 og 476 dage i perioden, hvilket giver et samlet salg på godt et tons hash.

Politiet sætter i anklageskriftet navn på salg af 856,3 kg. hash i løbet af normal åbningstid.

Halvdelen af de tiltalte i sagen er tiltalt for salg af hash fra bod 29, og en 56-årig mand, JO, der ifølge politiet har tilknytning til Hells Angels, JO, menes at have haft en mere overordnet rolle i forhold til boden. Han er ikke tiltalt i 'Sag 6', men 'Sag 1'.

Hans rolle i bod 29 vil først blive bedømt af retten, når alle seks sager er slut.

Tiltalte fra to ud af fem boder har ifølge politiet solgt hash på de såkaldte aktionsdage.

Der falder dom i sagen 13. februar 2015.

Sådan blev dommen

Byretten fandt, at samtlige tiltalte skulle dømmes for at have medvirket til at sælge 350 gram hash om dagen - også selv om de ikke havde været på Christiania. Ifølge politiet var tallet 500 gram.

36-årige IO dømt for 306 dage (107,1 kilo ) ved almindelig åben i bod 3. Hun var tiltalt for 153 kilo. Dertil kommer salg af 95,5 kilo hash og hash-mix på særlige åbningsdage, kaldet "aktionsdage". Retten rundede mængden af til 'ikke under ca. 200 kg.' Idømt to år og seks måneders fængsel.

48-årige BS dømt for 348 dage (121,8 kilo) i bod 7. Han var tiltalt for 174 kilo. Retten rundede mængden af til 'ikke under ca. 120 kg'. Idømt to år og seks måneders fængsel.

49-årige TP dømt for 337 dage (117,95 kilo) i bod 7. Hun var tiltalt for 168,5 kilo. Retten rundede mængden af til 'ikke under ca. 115 kg.' Idømt to år og seks måneders fængsel.

47-årige CP dømt for 296 dage (103,6 kilo) i bod 14. Han var tiltalt for 148 kilo. Retten rundede mængden af til 'ikke under ca. 100 kg.' Idømt to år og ni måneders fængsel.

47-årige PA dømt for 334 dage (116,9 kilo) i bod 11. Han var tiltalt for 167 kilo. Retten rundede mængden op til 'ikke under ca. 120 kg.' Idømt to år og seks måneders fængsel.

52-årige HP dømt for 347 dage(121,45 kilo) ved almindelig åben i bod 29. Hun var tiltalt for 173,5 kilo. Dertil kommer salg af 38,2 kilo hash og hash-mix på særlige åbningsdage, kaldet "aktionsdage". Retten rundede mængden af til 'ikke under ca. 155 kg.' Idømt to år og seks måneders fængsel.

55-årige CS dømt for 255 dage (89,25 kilo) i bod 29. Han var tiltalt for 127,5 kilo. Retten rundede mængden af til 'ikke under ca. 85 kg.' Idømt to år og tre måneders fængsel.

27-årige MJ dømt for 267 dage (93,45 kilo) ved almindelig åben i bod 29. Han var tiltalt for 133,5 kilo. Dertil kommer salg af 38,2 kilo hash og hash-mix på særlige åbningsdage, kaldet "aktionsdage". Retten rundede mængden af til 'ikke under ca. 130 kg.' Idømt to år og seks måneders fængsel. Han blev desuden betinget udvist men en prøvetid på to år.

25-årige AB dømt for 288 dage (100,8 kilo) i bod 29. Han var tiltalt for 144 kilo. Retten rundede mængden op til 'ikke under 115 kg.' Idømt et år og ni måneders fængsel.

23-årige NJ dømt for 345 dage (120,75 kilo) ved almindelig åben i bod 29. Han var tiltalt for 172,5 kilo. Dertil kommer salg af 19,1 kilo hash og hash-mix på særlige åbningsdage, kaldet "aktionsdage". Retten rundede mængden af til 'ikke under ca. 135 kg.' Idømt et år og ni måneders fængsel.

Samtlige 10 dømte ankede sagen på stedet.