Krimi

Byret blåstempler ny hash-praksis - uden et ord

Hash-kunder - og hash-sælgere - kan fremover forvente en ny og hårdere kurs fra Københavns Politi, når de bliver taget i en sag om joints.

Sådan lyder bundlinjen på den dom, som Københavns Byret i dag afsagde mod syv mænd og tre kvinder i den såkaldt 'sag 6'.

Københavns Politi havde som led i sagen bedt byretten gøre op med en mange-årig praksis for joints i straffesager.

Indtil dommen i dag har praksis været, at politiet har fratrukket tobakkens vægt i joint-sager og alene tiltalt for den rene mængde af hash, som joints har indeholdt.

Men den praksis gjorde byretten i dag op med.

Uden at begrunde ændringen med et eneste ord blåstemplede byretten de mængder, som politiet har lagt til grund i anklageskriftet - nemlig at både hash og tobak skal tælles sammen som såkaldt 'hashmix'.

tv2.dk har gennemgået sagens dombog, og rettens overvejelser for den nye kurs ses tilsyneladende ikke.

Både forsvarer og anklagere var ellers inde på spørgsmålet flere gange under deres procedurer.

- Der er tale om en praksisændring i forhold til indhold af hash i joints, lød det fra anklager Andreas Kjærulff, da han gav sin procedure i sagen i midten af januar.

Ifølge ham ønskede Københavns Politi at få ensartet regnemåden i joint-sager med den regnemåde, man i dag bruger i sager om hård narko. Her har Højesteret flere gange fastslået, at styrken er uden betydning - det eneste, der tæller, er den samlede mængde stof.

I en sag fra 2006 fastslog Højesteret således, at en mand ikke skulle dømmes for de 2,5 kilo amfetamin, han havde indkøbt, men for de 10,9 kilo amfetamin, som han blandede indkøbet op til.

- I relation til alle typer af narkotika udmåler man i dag straffen på baggrund af den samlede mængde stof - uanset hvad det måtte være blandet op med og uanset styrkeforhold, sagde anklager Andreas Kjærulff.

- Sådan en vurdering skal også lægges til grund i relation til indholdet i joints.

I de seks Pusher Street-sager betyder det, at politiet ikke har set på, hvor meget hash en joint reelt indeholder - det tal er tidligere målt til 0,33 gram - men alene på, hvad hele jointen vejer, altså inklusiv tobak, hvilket er opgjort til godt 1,56 gram.

Alene for 14 særlige åbningsdage - kaldet "aktionsdage" - betyder det, at den mængde hash, der er rejst tiltalte for på tværs af de seks sager er vokset fra ni kilo efter den gamle praksis til mere end 40 efter den nye.

At der vitterligt er tale om en praksisændring ses af den seneste store hash-sag, som Københavns Politi gik i retten med.

I midten af december blev en 32-årig Hells Angels-rocker dømt for at være bagmand til salg af mere end 100.000 joints i Jægersborggade på Nørrebro i København.

I hans sag fratrak politiet al tobakken, og rockeren blev - ligesom de mange sælgere og vagter, der havde tilstået, før rockerens sag kom for retten - dømt for 75 kilo hash. Han fik to og et halvt års fængsel.

Efter den nye praksis - som politiet også indledningsvist tiltalte rockeren efter - lød mængden på 262 kilo.

Anklageskriftet blev dog siden reduceret til ikke at omfatte tobakken - og så endte sagen alene med 75 kilo.

I hash-sager udmåles straffen ifølge anklager Andreas Kjærulffs procedure på følgende måde:

Mellem 60 og 149 kilo hash vil straffen være mellem seks måneder og op til to og et halvt års fængsel.

For mængder mellem 150 og til 400 kilo ligger straffen mellem to og et halvt års fængsel og tre og et halvt års fængsel.

Samtlige 10 forsvarere ankede i dag dommen på stedet.