23-årig sigtet i Danmark for at billige fransk terrorangreb

Københavns Politi har fredag sigtet den 23-årige talsmand fra den danske afdeling af organisationen "Kaldet til Islam", Abu Ubaydillah, for at billige onsdagens terrorangreb mod Charlie Hebdo i Frankrig. Det bekræfter den 23-årige over for TV 2.
Vicepolitiinspektør Jens Møller, chef for afdelingen for Personfarlig Kriminalitet ved Københavns Politi, der efterforsker terrorsager, siger til Radio 24syv og Ritzau, at han "ingen kommentarer" har til sagen.
Den 23-årige er sigtet for at have udtryk glæde på sin Facebook-profil ved det blodige terrorangreb på satirebladet Charlie Hebdo i Paris, hvor 12 personer blev skuddræbt onsdag.
Onsdag publicerede Abu Ubaydillah et link til en artikel om terrorangrebet i Paris på sin Facebook-profil og forsynede linket med en glad smiley.
Til TV 2 oplyser Abu Ubaydillah, at han er sigtet for at have skrevet "al lovprisning tilkommer dig, Allah" på arabisk. Det er sket til tv2.dk-artiklen "Gerningsmænd: Vi har hævnet Muhammed-krænkelser".
- De (politiet red.) har et screenshot med teksten, som betyder det jeg sagde til dig. Men senere fjernede jeg teksten. derfor den ikke er der nu, skriver han til tv2.dk.
TV 2 kan af samme årsag ikke verificere den oprindelige ordlyd i Facebook-opslaget.
Den 23-årige mand er angiveligt sigtet for at billige handlinger omfattet af terrorloven, hvilket kan give bøde eller fængsel i op til to år.
Foruden sigtelsen har Københavns Politi ifølge mediet også ransaget Abu Ubaydillahs bopæl i det københavnske nordvestkvarter.
To andre danske statsborgere blev ifølge Radio 24syv sigtet for samme overtrædelse i december.
Den ene havde angiveligt publiceret billeder af sig selv med afhuggede hoveder i Syrien. En anden have publiceret en video, der opfordrede til terror.
Begge er angiveligt varetægtsfængslet, den ene uden selv at være til stede, da han stadig formodes at opholde sig i Syrien.
Indtil videre er det kun den 23-årige, som er sigtet i forbindelse med situationen i Frankrig til trods for, at en række danske muslimer på Facebook mere eller mindre direkte glæder eller udtrykker forståelse sig over terrorangrebet i Paris ifølge Radio 24syv.
tv2.dk bringer navnet på din sigtede efter aftale med ham selv.