Krimi

17-årig er stadig forsvundet: Frygter hun mangler mad

Politiet er fortsat uden afgørende spor i sagen om 17-årige Mette fra Fredensborg, som har været forsvundet siden lørdag.

Det fortæller efterforsker ved Nordsjællands Politi Dennis Sonne til tv2.dk.

- Vi har fået en masse henvendelser, som vi fortsat er ved at følge op på og undersøge. Men indtil videre har det ikke ført til nye spor, siger han.

Adskillige folk har henvendt sig til politiet med oplysninger om, at pigen er set flere steder i Nordsjælland og i København.

Den 17-årige Mette blev senest set med sikkerhed lørdag, hvor politiet regner med, hun tog et tog fra Hillerød i retning mod København.

- Det har vi sporet via hendes telefon og enkelte vidner har bekræftet det. Men telefonen er ikke længere aktiv, forklarer Dennis Sonne. 

Den forsvundne pige lider af anoreksi og har været til behandling på en institution i København. Hun var hjemme på familiebesøg i weekenden, da hun forsvandt. Politiets teori er, at pigen forsvandt, fordi hun ikke vil tilbage på institutionen.

- Hun skal have føde. Hvis man går mange dage uden mad, kan det blive problematisk, men hvis man i forvejen er underernæret, kan det blive livstruende, siger efterforskeren og tilføjer, at pigen ikke har mange midler at gøre med. Således regner politiet med, at hun fortsat befinder sig i det tøj, som hun havde på, da hun forlod sin bopæl.

- Hun har heller ikke et stort netværk, så hun kan ikke bytte tøj med andre. Vi forventer dog ikke, at hun bare vil lægge sig ned. Det kan være hun vil opsøge steder, hvor hun kan være om natten.

17-årige Mette beskrives som:

Dansk af udseende, meget spinkel af bygning, 152 cm høj, langt lyst hår, iført kort sort dynejakke med pelskrave, blå cowboybukser og brune vinterstøvler.

Henvendelser i sagen kan rettes til Nordsjællands Politi på telefon 49 27 14 48 eller 114.