Krimi

Svin!: Hadsk stemning da tidligere PET-agent blev afhørt

Afhøringen af den tidligere agent for Politiets Efterretningstjeneste Morten Storm har mandag udløst ophidset snak i Retten på Frederiksberg.

"Svin", hvisles der fra unge skæggede mænd på tilhørerpladserne i nævningesagen, hvor islamisten Sam Mansour er tiltalt for at opfordre til terror og for dødstrusler.

Også nijab-klædte kvinder reagerer med vredesudbrud.

Betjente med skudsikre veste bevogter den tidligere agent, og andre betjente står klar til at gribe ind mod tilhørerne.

Især da Morten Storm taler om, hvorfor han har betegnet profeten Muhammed som pædofil, er der uro blandt tilhørerne.

Det skyldes, forklarer han, at profeten havde sex med en pige på ni år.

Den tiltalte Sam Mansour har på Facebook offentliggjort en hjemmegjort plakat med foto af Morten Storm. Den er lavet i westernstil. "Wanted dead or alive," står der blandt andet.

I panden på fotoet af Morten Storm står der al-Murtad. Det betyder den frafaldne. Storm har droppet sin muslimske tro.

- Det er en direkte opfordring til drab, siger Morten Storm fra vidneskranken. På plakaten er citeret koranvers om at tage et liv for et liv.

Tilsyneladende hentyder Sam Mansour til, at Storm skal have hjulpet CIA med at slå en militant islamist ihjel.

- Jeg kan ikke engang bo i Danmark på grund af folk som Mansour, siger Morten Storm. Han bor i dag i udlandet og har fået et andet navn.

- Jeg har måttet rejse langt for at forklare jer disse ting, siger Storm til nævningetinget.

Under afhøringen oplyser Mansours forsvarer, advokat Thorkild Høyer, at Morten Storm på sin egen Facebook-side mandag morgen har publiceret den omdiskuterede plakat.

Desuden borer advokaten i, at Storm på sin profilside har fremlagt et foto af Mekka. Det skulle forestille den hellige by efter at være blevet ramt af en atombombe.

Advokaten bliver dog stoppet af vrede protester fra senioranklager Jakob Buch-Jepsen, da han vil fortsætte med at konfrontere Storm med dennes gøren og laden på det sociale medie.

Flere gange kommer det til mundhuggerier mellem de to parter.

På Facebook har Sam Mansour blandt andet informeret Storm om, at muslimer er "klar til at slagte dig."

Under sagen vil anklagemyndigheden gå efter at få Mansour straffet med mere end fire års fængsel for opfordringer til terror og dødstrusler. Den tiltalte nægter sig skyldig.