Krimi

Taknemmelig mor: Hvem reddede min datter fra tyv?

Det var en meget slem forskrækkelse, der ramte Carina Saxtorphs 16-årige datter mandag aften lidt efter klokken 20, da hun var på vej hjem fra et møde på sit gymnasium. Lige i det øjeblik, hendes tog nåede Nørreport, blev hendes telefon slået ud af hånden. Gerningsmanden tog den og løb væk.

Carina Saxtorphs datter løb efter – og det gjorde også en mand, der fik tyven presset op mod en væg og vundet telefonen tilbage til sin rette ejer.

Men før det 16-årige offer fik mulighed for at sige tak til den fremmede, der lige havde hjulpet hende, løb tyven bort – og den hjælpsomme mand løb efter ham igen. Og siden så hun ham ikke igen.

- Min datter skyndte sig videre for at tage bussen det sidste stykke hjem, og hun fandt ikke ud af, hvad det skete med den fremmede og røveren. Hun var så forskrækket, at hun græd hele vejen i bussen, siger Carina Saxtorph, der blev meget berørt af situationen, da hendes datter kom tydeligt rystet hjem efter den ubehagelige oplevelse.

- Nu handlede det bare om en Samsung-mobil. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kunne have været en værre situation. Tænk hvis for eksempel han havde været voldelig.

- Jeg var meget rystet, da hun kom hjem. Og så blev jeg simpelthen så taknemmelig. Jeg bliver også helt rørt af at tænke på det. Det er virkelig godt, at der var nogen, der hjalp. Men hvordan siger man tak til en fremmed, som man ikke kender, og som man sandsynligvis aldrig ser igen?

I skyndingen fik Carina Saxtorphs datter ikke et klart signalement af den hjælpsomme fremmede med sig, men han betegnes som kortklippet med mellemblond eller lyst hår, og han var iført en grå trøje.

Var du på Nørreport Station og så optrinnet mandag aften – eller er du den flinke mand, der reddede Carina Saxtorphs datter? Så vil tv2.dk meget gerne høre fra dig. Skriv til 1234@tv2.dk, send en sms til 1234 eller udfyld formularen herunder og fortæl os hvad der skete.