Krimi

Rockere: Vi har forbud mod at sælge hash på Christiania

Rockere må ikke sælge hash på Christiania.

Sådan lød det her til formiddag fra et fuldgyldigt medlem og en rockerlærling fra Hells Angels på Amager, da en af de seks store sager om hash-handel i Pusher Street fortsatte i Københavns Byret.

- Klubben har lavet en regel med, at vi ikke arbejder derude, sagde det fuldgyldige medlem af Hells Angels.

- Den er baseret på hash-handel.

Hash-handel er ellers, hvad Københavns Politi mener, at netop begge mænd har bedrevet.

Det fuldgyldige medlem er tiltalt for at have ’koordineret og administreret’ salg af 737,8 kg hash i en bod på Christiania, den anden – en 35-årig AK81’er - for at have været med til at sælge 37,2 kg hash fra samme bod.

Sidstnævnte skal have fungeret som såkaldt 'bodmedarbejder' - en slags praktisk gris, der går til hånde.

Begge nægter sig skyldige og er tiltalt sammen med otte andre i den sag, politiet kalder ’Sag 1’.

AK81’eren var arbejdsløs, og politiet mener, at den fuldgyldige rocker skaffede ham arbejde hos en 31-årig christianit, der havde en hash-bod.

Arbejdet stod dog ifølge ikke på særlig længe – kun fra 6. juni til 1. juli 2013 ifølge anklageskriftet.

Det nægter både de to rockere og christianitten.

Ja, Hells Angels-rockeren skaffede den tømrer-uddannede AK81’er arbejde hos christianitten, men arbejdet bestod i at sætte et hus i stand – ikke i at hjælpe til i en hash-bod.

Den 35-årige udlagde forløbet således i dag:

- Han (rockeren, red.) kom og sagde til mig, at der var én, der skulle have lavet noget på sit hus, sagde AK81’eren, som ifølge sin forklaring opsøgte christianitten i bod 13 og snakkede om arbejdet.

- Han (christianitten, red.) fortalte, at hans hus var koldt at bo i. Hans fyr virkede ikke, og der var gennemtræk. Han spurgte, om jeg kunne gøre noget ved det, sagde den 35-årige.

Ifølge både HA-rockeren og AK81’eren blev arbejdet dog aldrig til noget.

For forbuddet mod at sælge hash på Christiania viste sig også at være et forbud mod tømrerarbejdet, hævdede både HA-rockeren og AK81’eren i dag.

- AK81’ere må ikke have med hash-handel at gøre. De kan ikke lide os derude, sagde den 35-årige AK81’er.

- Der var lidt delte meninger om i klubben, om det (tømrerarbejdet, red.) var en god idé, eller det ikke var en god idé. Da der var blandede meninger om det, måtte jeg sige til F (christianitten, red.), at det kunne jeg desværre ikke hjælpe med, forklarede den 35-årige.

Fungerende senioranklager Trine Sorgenfri borede i, hvorfor rockerlærlingen kendte til en hash-regel, når han nu påstod, at han ikke havde hash-handel at gøre.

Den 35-årige huskede dog hverken, hvem der havde fortalt ham om reglen – eller hvorfor.

- Det ved jeg ikke.

- Det kan jeg ikke huske, lød det fra den 35-årige.

Da sagen begyndte ved Københavns Byret tirsdag i forgangne uge tilstod den 31-årige christianit, at han fra den hash-bod, politiet kalder ’bod 13’, havde solgte hash tre-fire dage om ugen gennem en længere periode.

Den 35-årige fortalte også, at et fuldgyldigt medlem af Hells Angels kunne bestemme over ham.

- Hvordan er det med AK81 og fuldgyldige – kan X (den fuldgyldige rocker, red.) bestemme over dig? spurgte Trine Sorgenfri

- Det er ikke noget, vi praktiserer på den måde.

- Men kan han?

- Det kan han vel godt.

Både det fuldgyldige medlem og AK81’eren fortalte mandag, at det var HA-rockeren, der sagde stop.

- Jeg siger ’Sorry W (den 35-åriges kælenavn, red.), men sådan og sådan ligger landet, der, forklarede HA-rockeren i dag.

- Og så stoppede han, spurgte fungerende senioranklager Trine Sorgenfri.

- Ja.

Sag 1

Politiet betegner sagen 'Sag 1'.

Den er én af seks sager, der udspringer af halvandet års efterforskning mod hash-handlen på Christiania.

10 personer er tiltalt i 'Sag 1', der roterer om bod 13.

En kvinde, der var kæreste med en af de formodede hash-sælgere, 31-årige F, er dømt for hæleri af mindst 500.000 kr.. Hun fortalte i retten, at pengene kom fra kærestens kriminalitet. Hun ønskede dog ikke at svare på, om kriminaliteten var hash-salg, og har siden anket dommen til landsretten med påstand om frifindelse.

To af de tiltalte - 56-årige JO og 47-årige JN - har ifølge politiet tilknytning til Hells Angels.

Politiet mener, at alle 10 i varierende grad har været med til at sælge 1,550 kg. hash dagligt i 476 dage - svarende til i alt 737,8 kg hash.

JO var oprindeligt også tiltalt for at have haft en betydelig rolle i en bod kaldt 'bod 29', hvor der ifølge politiet dagligt er solgt et halvt kg. hash gennem 476 dage. Politiet mener at kunne bevise, at JO har haft andel i salg af 223,5 kg i boden. Det forhold er dog udskilt og bliver først behandlet, når resten af sagen er slut.

Kun en af de tiltalte menes at have solgt hash på en såkaldt aktionsdag.

Sag 1 ventes afgjort ved retten i marts 2015.