Krimi

Hash-sælger: Sparede 200.000 kr. op på kontanthjælp

Da Købehavns Politi i marts fandt betydelige summer i kontanter under en ransagning hos en 38-årig mand, der er mistænkt for at have medvirket til at sælge 210 kilo hash på Christiania, var der ikke tale om hash-penge.

Nok havde den 38-årige mand ifølge sin egen forklaring været på kontanthjælp store dele af sit liv, og nok havde han solgt en smule hash på Christiania – måske et kilo fordel på 10-15 gange – men de mere end 200.000 kr. i kontanter var alene et udslag af mange års sparsommelighed.

Det fortalte den 38-årige mand, da han i går afgav forklaring i en af de seks sager om det, politiet betegner som organiseret hash-handel på Christiania.

De store kontante beløb betegnede den 38-årige som en "opsparing", der havde stået på gennem mere end 10 år.

Ét bundt på 70.000 kr. fandt politiet rullet sammen i store sedler i en Brøndby-hue på et hans to børns værelse. Et andet bundt på 60.000 fandt politiet i en inderlomme i en jakke i et skab, mens et tredje bundt på omkring 60.000 kr. blev fundet oven på et skab.

- Hvordan kan det lykkes dig at spare så stort et beløb op, når du det meste af tiden har været på kontanthjælp og også har faste udgifter? spurgte anklager Line Steffensen den 38-årige.

- Jeg får 10.000 kr. i kontanthjælp, og så startede jeg med at lægge 2.000 kr. til side hver måned. Da jeg så fik mit nummer to barn, gik jeg ned til 1.500 kr. Når der så er gået 10-11 år med det, så… sagde den 38-årige.

- Hvordan kunne du spare så store beløb op, når du havde så lidt – en familie og to børn, der skulle forsørges? spurgte Line Steffensen.

- Det ved jeg ikke. Jeg har bare lagt til side hver måned og så levet, efter jeg havde lagt til side. Jeg startede med at lægge til side, og så levede jeg bagefter, lød svaret.

Den 38-åriges kæreste er social- og sundhedshjælper, og ifølge Line Steffensen havde den 38-årige også været på rejser til blandt andet Indien og Frankrig med familien.

- Vi kørte selv til Frankrig og boede hos en kammerat dernede, sagde den 38-årige afværgende.

Den 38-årige er tiltalt i den sag, politiet kaldet ”Sag 5”. Sagen bygger i høj grad på observationer og skjulte optagelser, som under cover-betjente har foretaget på Christiania, mens de købte hash.

Ifølge Line Steffensen er den 38-årige observeret 40 gange i eller ud for en bestemt hash-bod, kaldet bod 17.

- Kan det passe? spurgte Line Steffensen?

- Nej.

- Hvad vil du selv anslå det til?

- 10-15 gange som sælger. Men jeg har også været der og hygget, sagde den 38-årige.

Ligesom flere af de andre tiltalte i ”Sag 5” holder manden fast i, at hvem som helst kunne sælge hash i boderne på Christiania - også anklageren - og at salget på ingen måde var organiseret, men skete efter først til mølle-princippet.

Derfor kom den 38-årige ofte på Christiania tidligt, så den bod, han som regel altid solgte i, ikke var optaget.

- Var det altid den samme bod, du solgte fra? spurgte Line Steffensen.

- Stort set, sagde den 38-årige med henvisning til den, politiet kalder 'bod 17'.

- Hvorfor lige bod 17?

- Fordi den så hyggelig ud. Og fordi den var fri, svarede den 38-årige, mens der blev grinet på tilhørerpladserne.

Efter politiets opfattelse er hash-markedet på Christiania ikke så åbent, som den 38-årige forklarede. Ifølge politiet er der flere eksempler på, at udefrakommende hash-handlere har mistet livet som konsekvens af forsøg på at sælge hash uden tilladelse.

Det skete både i 2006 og 2009, mener politiet.

Ifølge anklageskriftet har den 38-årige medvirket til at sælge hele 210 kg. hash på Christiania mellem maj 2013 og marts 2014.

Da politiet anholdt ham, fandt betjentene en seddel med en slags lagerfortegnelse over et stort udbud af forskellige hash-produkter. Nogle af produkterne var streget over.

- Tone, X, guld, sølv, røde, stod der på sedlen - efterfulgt af en mængdeangivelse.

Den 38-årige fortalte, at ”varerne” ikke var hans egne.

- Det var, hvad jeg kunne få fra min købmand. Det foregik sådan, at vi mødtes et sted – ”jeg skal lige bruge 100 gram af det der og 100 gram af det der” - og så fik jeg det, sagde den 38-årige.

- Vil du fortælle, hvem din købmand er? spurgte anklageren.

- Nej, det vil jeg ikke.

- Hvor meget købte du?

- Omkring et kilo.

Sagen mod den 38-årige og 11 andre skulle oprindeligt være slut i april 2015. Men tidsplanen er rykket frem, så der nu ventes en afgørelsen i sagen allerede i midten af januar 2015.

Sag 5

'Sag 5' er én af seks sager, der alle handler om hash-salg på Christiania.

12 mænd er tiltalt i 'Sag 5', der involverer fire hash-boder og består af to grene, nemlig én med boderne 4, 23 og 26 samt én med bod nr. 17.

Godt halvdelen af de tiltalte knytter sig i forskellig grad til bod 26, der ifølge politiet har solgt 1 kg hash om dagen gennem 401 dage.

Boden knyttes sammen med boderne 4 og 23 - og yderligere tre tiltalte - af en 45-årig christianit, KJ, der på tværs af boderne ifølge politiet har solgt 141 kg hash i perioden.

Hvis politiets estimat over dagligt salg er rigtigt, skal de tre boder have solgt i hvert fald 968 kg hash i den periode, sagen handler om.

Den sidste gren tegner sig ifølge politiet for i hvert fald yderligere 189 kilo hash.

Tiltalte fra tre af sagens fire hash-boder sættes i forbindelse med hash-salg på de såkaldte aktionsdage.

Dom i sagen 25. marts 2015.