Krimi

Pushere vinder millioner på Christiania: Vi er bare heldige

Flere af de personer, der er tiltalt for at have solgt hundredvis af kilo hash på Christiania, har vundet svimlende summer på spil.

Det kom frem, da en af seks omfattende Pusher Street-sager i dag fortsatte ved Københavns Byret.

I hvert fald tre millioner har tre mænd og en kvinde fået udbetalt for gevinster fra blandt andet Danske Spil i perioden, som sagen handler om.

En 48-årig mand har vundet 1,2 mio. kr., mens en 47-årig har vundet 850.000 kr. En kvinde har vundet godt 720.000 kr., mens en 27-årig mand har vundet godt 163.000 kr.

Politiet har en mistanke om, at de mange gevinster reelt er et forsøg på at hvidvaske hash-penge.

Derfor spurgte anklager Andreas Kjærulff igen og igen de tiltalte ind til, gevinsternes ophav:

Hvad var der nøjagtig spillet på - og hvornår.

Det tætteste, han kom på et svar, var, at der var tale om enten et ubestemt hestevæddeløb - eller ikke nærmere angivne Europa League-kampe.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har været heldig. Jeg har taget imod tip nede i spillekiosken fra nogen, der har spillet rigtig mange boner gennem deres tid. Jeg har taget eksperternes tip til mig, sagde den 27-årige, der boede på Christiania, indtil politiet slog til i marts 2014.

Sagen - den såkaldte 'Sag 6' - handler om salg af hash fra fem forskellige hashboder, der ifølge politiet dagligt har solgt 500 gram hash gennem mere end et år, eller op mod godt et ton hash.

Den 27-årige er tiltalt for at have taget del i hashsalget i den bod, politiet kaldet 'bod 29', fra maj 2013 og frem til anholdelsen i marts 2014.

I alt mener politiet, at han har medvirket til at sælge 114 kilo hash.

Det nægtede den 27-årige i dag, men han tilstod gerne, at han havde solgt 80-150 gram hash mellem to og tre gange om måneden i perioden - altså et sted mellem 1,5 og 4,5 kg hash.

Den 27-årige afviste dog, at der skulle være nogen som helst kobling mellem hash-salg og spil.

- Man har jo lov til at være heldig en gang imellem, sagde den 27-årige.

- Du sikker på, at det er dig, der har spillet? ville anklager Andreas Kjærulff vide.

- Ja.

- Det er ikke nogen, du har købt af andre, de kuponer?

- Nej. Jeg kan ikke se nogen sammenhæng mellem at sælge hash og spille, sagde den 27-årige.

Ligesom den 27-åige erkendte en 52-årig kvinde, at hun havde solgt et sted mellem 30 og 100 gram hash nu og da på Christiania. Herunder fra hash-bod 29.

Kvinden, der i 2013 på papiret havde indtægter på blot 144.298 kr., havde svært ved at redegøre for, hvordan de indtægter hang sammen med adskillige rejser til bl.a. Tyrkiet og flere store kontantbeløb, som politiet havde fundet hos hende. Samlet set havde hun udgifter på 231.691 kr. det år.

- Det er en difference på 90.000 kr., konstaterede anklager Andreas Kjærulff.

Kvinden afviste at leve et liv finansieret af hash-salg. En del af pengene var "opsparing", en del var sorte indtægter for trappevask og rengøring - og så var der de massive gevinster fra spil, forklarede den 52-årige.

I alt fandt politiet kvitteringer hos den 52-årige kvinde for gevinster på omkring 720.000 kr..

- Er det dig, der har spillet, spurgte anklager Andreas Kjærulff.

- Ja, det er det da, hvem skulle det ellers være? svarede den 52-årige.

- Det kunne jo også være kuponer, du har fået eller købt af nogen?

- Har du nogen beviser for, at det ikke er mig, der har spillet, spurgte den 52-årige kvinde irriteret.

Anklager Andreas Kjærulff konstaterede, at han blot stillede spørgsmål.

- Jamen, du spørger om sådan nogle sjove ting. Undskyld, sagde den 52-årige og faldt lidt ned igen..

- Hvor meget vil du tro, at du har spillet for? spurgte Andreas Kjærulff.

- Det ved jeg ikke

Anklageren nævnte, at to af de andre mænd, der er tiltalt i sagen, havde scoret gevinster på mere end to millioner kroner til sammen.

. Er I meget heldige ude på Christiania eller spiller I usædvanligt meget?

Her brød forsvarer Hanne Reumert ind.

- Det kan min klient altså ikke svare på, sagde hun, inden den 52-årige alligevel forsøgte.

- Hvad er din hobby? spurgte den 52-årige kvinde anklageren.

- Jeg ville i hvert fald ønske, at jeg var så heldig, gled Andreas Kjærulff af.

- Du skulle prøve, lød det fra den 52-årige.

Sagen er berammet til 30 retsdage og forventes færdig i december 2014.

'Sag 6' fortsætter mandag, hvor flere af sagens øvrige tiltalte skal afgive forklaring.

Sag 6

'Sag 6' er én af seks sager, der alle udspringer af halvandet års efterforskning mod hash-handlen på Christiania.

Sagen består af 10 tiltalte - heraf tre kvinder - og fem boder, der ifølge politiet hver har solgt 500 gram hash om dagen. Boderne har efter politiets opfattelse haft åben mellem 358 og 476 dage i perioden, hvilket giver et samlet salg på godt et tons hash.

Politiet sætter i anklageskriftet navn på salg af 856,3 kg. hash i løbet af normal åbningstid.

Halvdelen af de tiltalte i sagen er tiltalt for salg af hash fra bod 29, og en 56-årig mand, JO, der ifølge politiet har tilknytning til Hells Angels, JO, menes at have haft en mere overordnet rolle i forhold til boden. Han er ikke tiltalt i 'Sag 6', men 'Sag 1'.

Hans rolle i bod 29 vil først blive bedømt af retten, når alle seks sager er slut.

Tiltalte fra to ud af fem boder har ifølge politiet solgt hash på de såkaldte aktionsdage.

Der falder dom i sagen 13. februar 2015.